Den unge fyr, der mødte Popstars Jon mandag aften fik ikke det skinnende idolmøde, som Jon normalt stiller op til. Han fik derimod Jons iltre temperament at føle; nu ligger han i en sygeseng med kraniebrud, brækket kæbe og brækket næse.

At den unge Popstar eksploderede ud af den blå luft kan der være en grund til. Det er nemlig ikke altid let at være hele Danmarks Popstars darling. Som kendt person skal man stå model til mere end blitzlysene på den røde løber.

Provokationer og tilråb fra »almindelige« mennesker følger også med. Personer der føler jalousi over, at lige netop Jon er kommet et stykke op af stjernestigen.

Ifølge psykolog Jens Hansen, der selv arbejder med kendte mennesker, er det ikke let kost at være folkeje.

»Der er ingen tvivl om, at det er lettere at komme ud i problemer, hvis man er kendt. Mange får nemlig negativ opmærksomhed. Ligesom der er rygklappere, er der også mange, som gerne vil nedgøre de kendte, fordi det giver prestige hos den »almindelige« person. Hvis pigerne er vilde med Jon kan det skabe jalousi hos andre drenge, og så skal de vise sig på bekostning af ham. Så bliver han provokeret og kan let føle sig uretfærdigt behandlet,« forklarer Jens Hansen.

Ofte kan det være en svært at håndtere berømmelsen. På den ene side er det fedt at være feteret, på den anden side kan det være et helvede ikke at kunne gå i fred på gaden.

»Det er et chok pludselig at blive berømt. Det er besværligt at være kendt, men det er også ekstremt identitetsgivende. Du er noget. Du bliver hørt og set, men det er svært at forvalte. Du bliver provokeret, og du kan ikke komme ud af det. Der er ingen vej tilbage til at blive ukendt. Uskyldigheden er røget.«

Tidligere har den ellers så uskyldsrene Jon prøvet at blive lukket ind på diskotek »Buddy Holly« i Grenå. Her var døren dog lukket til dansemekkaet, da Jon på det tidspunkt var under 18 år. Også den vilde aften med 35-årige blonde stripper-Simone har været omtalt mere end én gang. En aften som hverken Jon eller Simone har ville kommentere. Men alt det er småting i forhold til den grove vold, som sangeren nu er skyld i.

Når en ungdomsstjernes lunte eksploderer overfor uskyldige mennesker, kan det også skyldes, at de er unge. Alderen spiller ind på den måde, som personen håndterer stjernestatusen. Jo yngre personen er, jo mere sårbar er hans identitet, mener Jens Hansen.

»Så gælder det om at have nogle gode, stærke rådgivere, der kan holde én i ørerne og dæmpe hysteriet . Omgivelserne skal holde fast og pege på de forandringer, der kommer hos personen. Samtidig kan den kendte selv søge situationer, hvor det ikke er deres berømthed, der spiller ind på nogen måde. En verden der giver dem anonymitet, så de lærer alle trin mellem at være på og ikke på.«

Jon er langt fra det eneste ungdomsidol, der er gået amok offentligt. »Anja og Viktor« stjernen Robert Hansen har indenfor kort tid fået to voldsepisoder på samvittigheden. Senest gik det ud overhans nu tidligere ekskæreste, Mira Wanting, som fik en lussing og efterfølgende blev kastet ned i gulvet af en rasende Robert Hansen på diskotek Barfly i København. Et par uger før var det Miras eks-kæreste, der måtte smage Robert Hansens næver.

Tidligere er skuespilleren Hansen blevet taget tre gange med kokain på sig og sigtet én gang for at købe det hvide pulver. En fristelse det flyder med i nattelivet, har hans kollega Sofie Lassen Kahlke tidligere udtalt til B.T. Men alligevel er det ikke et heldigt CV for et ungdomsidol.

En andet ung stjerne, Simon Jul Jørgensen fra »Banjos Likørstue«, har også opført sig mere end upassende som et ungdomsforbillede.

Restauranten »A Hereford Beefstouw« måtte for et par uger siden stå model til en kanonfuld Simon Jul Jørgensen, der bøvsende væltede rundt mellem bordene og generede de spisende gæster. Herefter råbte han flere gange møgluder efter en af restaurantens servitricer. Da satiriken blev bedt om at forlade stedet, truede han med at lave et negativt program om restauranten, skrev Ekstra Bladet for et par uger siden.

Om voldepisoden nu får Jons fans til at brænde hans cd i protest tvivler Jens Hansen på.

»Hvis det er et enkeltstående tilfælde, så behøver det ikke betyde noget for hans karriere. Jeg tror, at fanskaren vil tilgive ham og forstå ham. Måske endda erklære ham uskyldig. Det kniber mere med Robert Hansen. Der er løgnen efterhånden for stor. Det undrer mig, at han ikke har fået mærkatet ynkelig på sig endnu.«

Hvad Jon selv tænker om hele miseren er svært at svare på. Han har travlt med at fejre sin 18-års fødselsdag og med at tage kørekort. Samtidig er han i studiet for at indspille en ny single, der om kort tid bliver udsendt i Tyskland. Hvad de mener om en Popstar med en voldsdom kan kun tiden vise.