Peruvianerne er forargede over Diaz, der holder ferie i Peru, hvor hun bar en provokerende taske under besøg til en ruinby.

Fredag Var stjernen på udflugt til ruinbyen Machu Picchu højt oppe i Andesbjergene, hvor hun medbragte en skuldertaske, der var en torn i kødet på værtsfolket.

Skuespillerindens olivengrønne taske var prydet med en rød stjerne og et af den afdøde kinesiske kommunistleder Mao Zedongs politiske slogans.

Det virker som en rød klud på en tyr i Peru, hvor befolkningen i 1980erne og starten af 90erne led under den maoistiske oprørsbevægelse 'Den Lysende Sti'. Næsten 70.000 mennesker mistede livet.

Den fremtrædende peruvianske menneskerettighedsaktivist Pablo Rojas peger på, at Diaz burde vide den slags og afholde sig fra at promenere en fornærmende taske.

- Det slogan får os til at tænke på en bevægelse, der har uendeligt mange ofre på samvittigheden. Hun burde ikke have brugt den taske, siger Rojas.

Diaz ankom til det gamle Inkariges hovedstad Cusco i tirsdags og vil ifølge det peruvianske nyhedsbureau Andina også overvære den årlige genopførelse af inkaernes gamle vintersolhvervsfest Inti Raymi.

Ceremonien finder sted to kilometer uden for Cusco i søndag.