(»Åbenbaringen«. En dramatisering af »Johannes Åbenbaring«. Instruktion: Henrik Sartou. Video: Karen Hjermind. Musik: Joachim Holbek. Café Teatret. Forestillingen spiller til og med 23. marts. Danmarksturné april 2002.) Dem der har ører, skal høre«, står der i Johannes Åbenbaring, og som skuespiller er Lone Hertz værd at lytte til, når hun først får løsnet lillepigefletningerne.

Men helt ærlig. Selv om man vel ikke kan gå i rette med Biblen, havde jeg hellere hørt hende i en mindre svulstig tekst end dommedagsmyten fra Det ny Testamente.

Pigen/kvinden, som profeten Johannes her er forvandlet til, oplever i en række åbenbaringer »Det, som sker, det, som er sket og det, som skal ske på den yderste dag«. Hvor det er svært at sige, hvilken af åbenbaringerne, der er den mest grusomme og dramatiske.

Siddende i barnesengen, der snart skal rumme det barn, kvinden venter, indleder Lone Hertz lavmælt den - af gode grunde - omdiskuterede, bibelske tekst. Og der slutter hun også. Men iscenesættelsens cirkelbevægelse fra uskyldigt barn til moden kvinde og tilbage igen virker mere patetisk end troværdig. Det er i de tildragelser, der fortælles om, det egentlig drama befinder sig - og forbliver meget af tiden.

Den blodige retfærdighed, som kvinden ser frem til med smilende begejstring, overbeviser derimod ikke som et udsagn om håb og frelse i en nutid med folkedrab og forurening.

Det føles heller ikke betryggende, at død nummer to i den giftige sø venter dem, der ikke vil omvende sig og tro på Jesu komme. En Jesus, hvis kristne idealer vist aldrig har omfattet mord på småbørn eller udslettelsen af byer.

De drabelige profetier om det strålende Babylons og de vantros undergang og det endnu mere strålende Jerusalem, der skal komme ned fra Himlen og være forbeholdt de udvalgte, er barske sager. Men med udslået hår, små shorts og hvid kappe står Lone Hertz på scenen som en kærlig lysets engel.

Ildsprudlende røgskyer vælder ud af den drønflotte baggrundsvideo, mens vi hører om dommedagsbasuner og de syv plager. Ingen rar fremtidsvision. Med mindre man - som kvinden - er overbevist om at tilhøre de udvalgte, der er skrevet ind i livets bog og fortrøstningsfuldt ser frem til Evighedernes Evigheder.