I to år har skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen,42, haft døden som modspiller i rollen som den ulykkelige mor, der mister sin datter ved et mord i DR´s succesthriller 'Forbrydelsen'.

- Men angsten for døden har altid været et livsvilkår for mig. Jeg tænker næsten dagligt på døden og at ting kan slutte. Jeg er sindssygt bange for at dø og ikke få oplevet det, jeg gerne vil i livet. At min tur i karusellen ikke bliver lang nok, siger skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen, der allerede som barn stiftede bekendtskab med døden som en faktor i livet.

- Der var en del sygdom og død i min mormors søskendeflok, og det prægede min barndom. Det gør, at jeg sætter enorm pris på dagligdagen og det, jeg har i mit liv, og ikke så meget på, det jeg ikke har, siger Ann Eleonora Jørgensen.

Hun prøver at vende sine oplevelser til noget positivt:

- Vi ved jo alle, at vi skal herfra en dag, og lad os håbe, det ikke er vores børn, der ryger først. Jeg får kvalme og gåsehud over dem, der kan stille sig op og sige, at der er en mening med, at nogen skal miste et barn! Men når man ser den slags historier som i 'Forbrydelsen', så kan det kun opfordre til at hylde livet ved at sætte pris på de ting, vi har og hvor privilegerede, vi er.

Vi bør fråse med kærligheden til vores børn og medmennesker i stedet for at holde så meget fast i angst – hvad enten det for er for, at vores børn skal blive slået ned i tunneller eller at andre mennesker i det hele taget ikke vil os det bedste. Nogle steder i debatten er det som om man ikke kan stole på mennesker, hvis de ser bare lidt anderledes ud end en selv. Det er småligt og det er en form for hverdagsracisme, som jeg slet ikke kan holde ud. Vi må ikke blive angste for alt det, der ikke ligner vores egen hverdag på en prik. siger Ann Eleonora Jørgensen til bt.dk.

Det skal nok gå godt
Til daglig bor hun i Hellerup, er gift og mor til 13-årige Carla og tre-årige Osvald.

- Min datter er sådan en dejlig, fornuftigt og tilpas vild pige. Hun skal ikke gå rundt og være bange. Så får man jo ikke gjort de ting i livet, man har lyst til. Men hun er selvfølgelig nødt til at tænke sig om, når hun kommer i situationer, der kan udvikle sig til noget ubehageligt, d.v.s. ikke gå ned på øde perroner eller gå ind i øde gader, men sørge for at følges med nogle veninder. Man skal kunne leve livet i tillid til, at det nok skal gå godt. Ellers er det ulideligt at være til, slutter Ann Eleonora Jørgensen.

Om en uge rejser hun til New York for at repræsentere 'Forbrydelsen' ved den internationale EMMY-festival sammen med sin tv-flyttemand, Bjarne Henriksen og Sofie Gråbøl og en DR-delegation anført af forfatteren Søren Sveistrup og producenten Piv Bernt. 'Forbrydelsen' er nomineret til en EMMY-pris og kåret blandt de fire bedste tv-dramaer verdenen udenfor USA. Det er anden gang, at Sveistrup og Bernt skal til EMMY-fest. Sidste gang var med tv-serien 'Nikolaj og Julie', som gav DR en EMMY.

I B.T. i morgen kan du læse et stort interview med Ann Eleonora Jørgensen, hvor hun fortæller mere, hvordan det er at være med i 'Forbrydelsen'.