Den verdenskendte rapstjerne 50 Cent forarger med dumsmarte kommentarer om naturkatastrofen i Japan.

Rap-sværvægteren 50 Cent er kommet i strid modvind efter op til flere hovedet-under-armen-kommentarer om jordskælvs- og tsunamikatastrofen i Japan.

- Bølgen rammer Japan. De gutter kan forsøge at surfe sig fra det. Nej, det er faktisk seriøst det her. Jeg var nødt til at evakuere mine tøser fra Hawaii, L.A og Japan, skriver han på det populære Twitter.

Det sociale medie har af alverdens stjerner ellers været brugt til at sende tanker til Japan og opfordre til at støtte diverse indsamlinger til genopbygningsarbejdet. Men for 50 Cent blev katastrofen altså en billig baggrund for de syge jokes.

Rapperen, som bærer det borgerlige navn Curtis Jackson, bliver på Twitter fulgt af omkring fire millioner mennesker, hvoraf mange reagerede hurtigt og forarget på 50's provokationer og sendte eder og forbandelser i hans retning.

De mange, skarpe reaktioner fik den 35-årige musiker til at trække en smule i land. Men der var ikke meget selvransagelse at hente i 50 Cents sidste "tweet" om tsunamien.

- Nogle af mine "tweets" er dumme og provokerende, men jeg gør det for chokeffekten. Du kan elske eller hade det - jeg er cool uanset, skriver han på sin profil.

/ritzau/