Oprørerne i det østlige Ukraine vinder atter frem takket være direkte støtte med våben og soldater fra Rusland, siger den ukrainske præsident.

UKRAINE: Ukrainske faldskærmstropper har mandag måttet trække sig tilbage fra den internationale lufthavn i byen Lugansk efter at have kæmpet mod oprørere, der bakkes op af en russisk kampvognsdivision. Det oplyser Reuters.

En ukrainsk militær talsmand, Andrej Lisenko, siger ifølge nyhedsbureauet, at regeringssoldaterne har fået ordre til at forlade lufthavnsområdet. Han fortæller også, at syv ukrainske soldater har mistet livet under kampene.

Rusland benægter konsekvent at have sendt tropper og materiel til Ukraine, selv om ti russiske faldskærmssoldater forleden taget til fange af ukrainsk militær. Mandag gentog den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, påstanden. Over for en gruppe studenter i Moskva sagde han, at Rusland ikke har til hensigt at foretage en militær intervention i Ukraine og at man arbejder for en fredelig løsning på konflikten.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, siger derimod, at Rusland står bag en »tydelig og direkte aggression« i det østlige Ukraine.

Efter at have været trængt i defensiven og omringet i Lugansk og Donetsk, har oprørerne de seneste dage fået ny fremgang takket være russiske forsyninger af våben og direkte støtte af russisk militær, og den ukrainske præsident peger entydigt på, at den russiske støtte ligger bag:

»En direkte og åben aggression er blevet iværksat fra et naboland, og det har afgørende ændret situationen i konfliktzonen,« siger Porosjenko mandag ifølge Reuters.

Oprørerne har erobret byen Novoazovsk og åbnet en ny front i det sydlige Ukraine, hvor de nu truer med at indtage den strategisk vigtige havneby Mariupol på sortehavskysten.

Mandag er der også kampe ved lufthavnen i Donetsk.

Det forløbne døgn har samtidig vist, at kampene finder nu ikke kun længere sted på land. En ukrainsk patruljebåd blev søndag nat sænket af oprørere, der beskød den med artilleri. To kystvagter savnes og otte blev hårdt såret, inden andre patruljebåde kom til undsætning og fik bjærget de overlevende.

De igangværende kampe udspiller sig forud får de fredsmøder, der i løbet af kort tid skal finde sted i Hviderusland mellem russiske forhandlere og ukrainsk oprørere på den ene side, ukrainske forhandlere på den anden side og med repræsentanter for OSCE for bordenden.

Porosjenko mødtes med den russiske præsident Putin i Hvideruslands hovedstad, Minsk, i sidste uge. Begge betegnede mødet som konstruktivt, men søndag sagde Putin, at det østlige Ukraine bør gøres til en selvstændig stat.