Skovbrande, der lige nu raser tæt på nogle af Colorados mest populære turistmål, forværredes tirsdag og har tvunget 32.000 mennesker fra deres hjem.

USA: - Dette er en brand af episke proportioner, siger Colorado Springs’ brandchef, Rich Brown, ifølge Reuters om en af de skovbrande, der i øjeblikket raser flere steder i USA.

Skovbranden i delstaten Colorado har fået navnet »Waldo Canyon Fire« og har raseret tusindvis af hektarer tørre skovområder siden lørdag. Den har opslugt adskillige huse, og ifølge politichefen i El Paso County, Terry Maketa, er 32.000 mennesker blevet evakueret fra deres hjem.

- Vi er i en kritisk situation lige nu. Desværre har vi huse, der brænder i det nordvestlige hjørne af Colorado Springs. Vi har tvungen evakuering i et stort område, siger Rob Deyerberg, der er talsmand for brandmyndighederne.

Tirsdag fløj guvernør John Hickenlooper til Colorado Springs for at mødes med brandchefer, og på et pressemøde sagde han:

- Dette er de værste skovbrande i Colorados historie.

En paddehattesky sky af grå, sort og brun røg hang i 6.100 meters højde over indbyggerne, mens de havde travlt med at efterkomme evakueringsordren.

Den pludselige lukning af tankstationer og andre forretninger har gjort, at flygtende bilister har været uden mulighed for at fylde benzin på bilerne.

Branden bliver hjulpet på vej af vindstød i de ekstremt tørre områder, og den vokser minut for minut.

- Hvis jeg sagde noget om, hvor stort et område, der er berørt af branden, ville det være forkert om fem minutter. Det er voksende, siger indsatsleder Rich Harvey.

Ifølge myndighederne blev en fundet død i asken tirsdag cirka 160 kilometer fra Salt Lake City i Utah.

Selv om skovbrandene kommer tidligt i år, er antallet og størrelsen på de berørte områder stadig under gennemsnittet for denne årstid, oplyser myndighederne.