EU-Kommissionen vil belønne Serbien for demokratiske reformer og anholdelsen af Mladic.

Serbien kan snart tage det næste formelle skridt mod at komme med i EU.

Der er stadig lang vej, men EU-Kommissionen foreslår i sin årlige rapport om situationen i ni kandidat- og ansøgerlande, at Serbien nu formelt bliver gjort til EU-kandidat.

Det skal ske som belønning for gennemførelsen af demokratiske reformer og for anholdelsen i år af de sidste to mænd, der var sigtet ved krigsforbryderdomstolen i Haag, Ratko Mladic og Goran Hadzic.

EU's nuværende 27 medlemslande ventes at følge indstillingen fra kommissionen på deres topmøde i begyndelsen af december. Det er dog stadig et krav, at Serbien bedrer forholdet til Kosovo.

Kosovo får også ros for at have nærmet sig EU, selv om der stadig er problemer, blandt andet med organiseret kriminalitet. Men Kosovos ansøgning kan lige nu ikke behandles i EU, hvor fem lande ikke har anerkendt den tidligere serbiske republiks løsrivelse.

En anden tidligere del af Jugoslavien, Montenegro, er ifølge kommissionen nu nået så langt med sine reformer, at landet kan indlede optagelsesforhandlinger.

For tredje år i træk anbefaler kommissionen, at man også indleder optagelsesforhandlinger med Makedonien. Men landet slås med Grækenland om, hvad det må hedde, så forhandlingerne kan stadig ikke komme i gang.

Tyrkiet får omvendt dårlige karakterer i EU's årlige statusrapport, først og fremmest på grund af det anspændte forhold til EU-landet Cypern.

Albanien og Bosnien-Hercegovina er ikke kommet nærmere EU siden sidste år.

Omvendt for det nyeste ansøgerland, Island, som er godt i gang med den tekniske tilpasning, der skal til for at kunne blive EU-medlem.

Kroatien er som det eneste af de ni ansøger- og kandidatlande nu helt klar til at blive medlem. Kommissionen anbefaler, at det sker 1. juli 2013.

/ritzau/