Nordiske medier sparer. Nu varsler den norske koncern Schibsted besparelser på mellem 190 og 210 millioner

Den norske mediekoncern Schibsted skal i gang med et spareprogram, der skal reducere omkostningerne med mellem 190 og 210 millioner norske kroner - 180-200 millioner danske kroner - i Sverige og Norge.

Schibsted ejer blandt andet også svenske aviser, herunder Aftonbladet.

På denne avis skal der spares mellem 65 og 85 stillinger, hedder det i en pressemeddelelse, som siger, at mellem 90 og 110 stillinger forsvinder i koncernens virksomheder i Sverige.

Schibsted ejer også Svenska Dagbladet.

I Norge skal der også skæres ned.

Her vil medarbejdere på 62 år eller ældre få tilbudt aftrædelsesordninger på avisen Verdens Gang og i Media Norge.

Alene denne ordning ventes frem til 2014 at fjerne 100-120 stillinger og reducere udgifterne med 70-90 millioner kroner.

Meddelelsen fra Schibsted kommer, efter at det torsdag kom frem, at den svenske avis Expressen skal spare mellem 50 og 60 millioner svenske kroner - 40-50 millioner danske kroner.

En del af besparelsen ventes at koste 20-30 arbejdspladser.

I Danmark er aviser og mediehuse også hårdt spændt for, og der er jævnligt sparerunder.

/ritzau/TT