Wikileaks-bagmanden Julian Assange lider af en kronisk lungesygdom, som angiveligt forværres af, at han lever i et lille lokale på Ecuadors ambassade i London.

STORBRITANNIEN: Julian Assange er syg og får det bare værre. Det frygter Ecuadors ambassadør i Storbritannien, Ana Alban, der har huset den fængslingstruede Wikileaks-stifter på ambassaden i London siden juni.

Ifølge ambassadøren lider Assange af en kronisk lungebetændelse, som er i fare for at blive forværret på grund de trange forhold, som han lever under.

- Ikke alene har ambassaden kun få vinduer, men byen er også meget mørk på denne tid af året. Vi har meget lidt dagslys i London. Mr. Assange er udsat for alle de konsekvenser, som manglen på solskin og frisk luft er skyld i, siger Ana Alban til BBC.

Julian Assange står over for udlevering til Sverige, hvor han er sigtet for seksuelle overgreb mod to kvinder. Den britiske regering har erklæret, at han vil blive arresteret, hvis han forlader den ecuadorianske ambassade, men man har også lovet, at Assange ikke vil blive nægtet den nødvendige lægehjælp.

Ambassadør Alban oplyser, at Ecuador p.t. venter på at mødes med den britiske udenrigsminister, William Hague, eller indenrigsminister Theresa May for at drøfte Assanges fremtid.

Wikileaks-stifteren frygter, at han vil blive leveret videre til USA, hvis han udleveres til Sverige. Julian Assange har fået asyl i Ecuador, men kan altså ikke forlade ambassaden på grund af risikoen for at blive arresteret.