Seks mennesker er omkommet, og mindst 120.000 boliger er påvirket af de massive vandmasser, der i øjeblikket vælter ned over det sydlige Thailand.

Højsæsonen for turisme er netop sat ind i det populære ferieparadis, men havde man regnet med, at man skulle til turistøen Koh Samui og dase i solen, så kan man godt tro om igen. Store regnskyl og voldsomme oversvømmelser har nemlig sat en øjeblikkelig stopper for ferieidyllen. Veje er forvandlet til floder, jernbanestrækninger er skyllet væk, og flere fly er forsinkede eller helt aflyst.

Men et lys i det våde mudrede mørke må være, at ferieparadiset nu har set det værste til naturkatastrofen. I hvert fald melder Thailands Meteorologiske Institut lige nu om bedre vejr de kommende dage.

Først skal man dog igennem en hård fredag og lørdag, hvor det lokale institut advarer om voldsomt vejr med både lyn, torden og masser af vand. Herfra falder risikoen for regn dog fra nuværende 80 pct. til 20 pct. i næste uge. Herefter skulle det gerne klare op.

Temperaturen ændrer sig dog ikke meget, men ligger stabilt omkring de 30 grader.

Foruden de store vandmasser fra oven advarer Thailands Meteorologiske Institut i øjeblikket om voldsomme bølger på 2-3 meter i Siambugten, mens Thailands indenrigsministerium oplyser i en meddelelse, at ni provinser i det sydlige Thailand har været plaget af monsunregn i næsten en uge.

Foto: Bo Svenningsen
Vis mere

Én af de danskere, der har fået ødelagt daseferien af de uventede voldsomme regnskyl er Jane Louise Jensen fra Kastrup, der er i Thailand med sin mand og et vennepar.

»Vi holdt nytår i Bangkok i sol og varme, for så at skulle bruge den sidste uge på at dase og sole. Men sådan skulle det ikke være. Så vi har forsøgt, at få det bedste ud af det og slappet af og sagt højt til hinanden mange gange, at der er intet, vi kan gøre for at ændre på det, så vi må bare få det bedste ud af det,« siger hun til BT.

Se udsigten fra deres hotel i videoen over artiklen.

De to par har boet på et luksusresort ned til vandet, og har i flere dage kun mærket til vandet fra oven. Først da de bevægede sig op til hovedgaden, så de, hvor slemt det i virkeligheden stod til.

»Og måske er det også meget godt,« siger hun med et smil.

»Billedet er fra hotellet 'Sensimar', og alt det vand, der er kommet oppe fra hotellet, som de forsøger at lede ud i havet,« skriver BT-læser Jane Louise Jensen.
»Billedet er fra hotellet 'Sensimar', og alt det vand, der er kommet oppe fra hotellet, som de forsøger at lede ud i havet,« skriver BT-læser Jane Louise Jensen. Foto: Jane Louise Jensen
Vis mere

»Der er kommet et par små bemærkninger fra personalet om, at deres hjem står i vand, og at de har været nødt til at indlogere sig her på hotellet, men vi har ikke rigtig fattet alvoren af alt det regn. For det er uden tvivl meget slemt, det kunne vi se på vores lille vandring oppe i hovedgaden, hvor flere af de små primitive huse står fuldstændig under vand. Og det kan godt virke lidt skræmmende at se alle de vandmasser, og at byen er lukket lidt ned, så det der normalt er små restauranter ligger øde hen og er lukket,« siger Jane Louise Jensen og tilføjer, at de to vennepar forventer at rejse hjem søndag - forhåbentligt uden forsinkelser.

Foto: Bo Svenningsen
Vis mere

Hos rejseselskabet TUI oplyser man, at der stadig er småforsinkelser trods bedring i vejret.

Og det burde ikke være et problem. Hos rejseselskabet TUI oplyser pressechef Nikolai Johnsen:

»Vi har i øjeblikket fire gæster på Koh Samui, og vi regner med, at de kan flyve hjem som planlagt på søndag. Situationen er allerede nu ved at normalisere sig. Der er ikke længere flyaflysninger, men stadig forsinkelser,« siger pressechef Nikolai Johnsen.

»Skulle det være sådan, at de ikke kan flyve hjem fra lufthavnen på Koh Samui på søndag som planlagt, sørger vi som rejsearrangør for, at de kommer sikkert hjem på anden vis.«

Foto: Bo Svenningsen
Vis mere

Også hos Spies er man optimistisk.

»Vi har ingen gæster på Koh Samui i øjeblikket, men der ankommer to i weekenden. Der skulle vejret være fint igen, så der burde ikke være problemer. Men vi følger selvfølgelig op på situationen,« siger kommunikationschef Torben Andersen.

Foto: Bo Svenningsen
Vis mere

»Jeg bor på Koh Samui's naboø, Koh Phangan. Har boet her i 13 år og har aldrig set noget lignende. På billedet er min kæreste og jeg på vej på arbejde. Billedet er taget af vores nabo foran vores hus,« skriver BT-læser Søren Kristensen.
»Jeg bor på Koh Samui's naboø, Koh Phangan. Har boet her i 13 år og har aldrig set noget lignende. På billedet er min kæreste og jeg på vej på arbejde. Billedet er taget af vores nabo foran vores hus,« skriver BT-læser Søren Kristensen. Foto: Søren Kristensen
Vis mere