Der er kun gået lidt mere end to måneder, siden Donald Trump blev indsat som amerikansk præsident. Men allerede nu viser en meningsmåling, at mange amerikanere ikke er tilfredse med præsidenten. Kun 37 procent siger i målingen, at de mener, Donald Trump gør et godt arbejde som præsident.

Det skriver CNN, der har målingen fra Quinnipac University, der foretager løbende målinger af præsidentens popularitet.

Den seneste måling er blevet foretaget mellem 16.-21. marts. Her blev 1.056 personer spurgt. Og kun 37 procent mener altså, at Donald Trump gør et godt arbejde som præsident. Det er et fald på fire procentpoint siden den seneste måling fra universitetet, hvor 41 procent sagde, at Donald Trump gjorde et godt stykke arbejde.

Der er heller ikke opmuntrende tal for Donald Trump, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt de adspurgte mener, han bekymrer sig om den almindelige amerikaner. Her mener kun fire ud af ti, at Donald Trump gør netop det. Det er et fald på fire procentpoint.

Hele 57 procent mener desuden, at Trump ikke bekymrer sig om den almindelige amerikaner.

I det hele taget er meningsmålingen fuld af dårlige nyheder for præsident Trump.

For første gang, siden han blev indsat som præsident, er der nu et flertal, der mener, at Donald Trumps økonomiske politik er dårlig.

48 procent er ikke tilfredse med den førte økonomiske politik, mens 42 procent er tilfredse. Det er som nævnt første gang, de tal svinger ud negativt for Trump.

Siden præsidentens indsættelse for kun lidt over to måneder siden har Trump været ramt af flere dårlige sager.

Blandt dem kan nævnes anklagerne om, at flere i Donald Trumps stab har haft tætte forhold til Rusland, som mistænkes for at stå bag forsøg på at influere på det amerikanske præsidentvalg sidste år. En anden dårlig sag for Trump har været den manglende mængde beviser i Trumps egne anklager mod hans forgænger Barack Obama, om at Obama skulle have beordret aflytning af Trump Tower i New York op til præsidentvalget.

Det har flere amerikanske efterretningstjenester været ude og afvise.