Subway-drabet i New York har nu udviklet sin egen afart af Genovese-syndromet.

For ifølge Huffington Post skubbede en ukendt gerningsmand Ki Suk Han ned fra perronen og ud på skinnelegemet - og her kæmpede Han i mellem 60 og 90 sekunder med at komme op. Og ingen gjorde noget, ingen kom ham til hjælp, og til sidst var det for sent. Han blev mast mellem perronen og et Subway-tog.

Spørgsmålet er, hvorfor ingen af de tilstedeværende new yorkere kom ham til hjælp?

Diskussionen begyndte allerede i går - som omtalt her på bloggen - da New York Post udkom med en chokerende forside. En fotograf havde taget billeder af Ku Suk Han i de sidste sekunder af hans liv. Han kæmpede for at komme op, og toget kom imod ham, og rubrikken hed - med versaler - 'Doomed'. Det udviklede sig til en debat om fotografen - og om hvorfor han havde fotograferet Han i stedet for at hjælpe ham. Han kunne ikke nå det, svarede fotografen.

Men hvis Huffington Post har ret, er der flere at stille spørgsmålet til.

For der var mindst en snes mennesker på perronen, og de havde tid til at hjælpe, men gjorde det ikke - jævnfør Kitty Genovese, som i 1964 blev myrdet. Ifølge den populære udlægning hørte 38 naboer hendes skrig om hjælp, men gjorde ikke noget, og det blev dengang taget som et udtryk for afstumpetheden i storbyen. Udlægningen har siden vist sig ikke at holde vand, men udtrykket 'Genevese-syndromet' lever fortsat.

Og politichef i New York, Ray Kelly, blev i nat dansk tid stillet spørgsmålet om vidnerne og deres passivitet, og som han sagde:

- Jeg tror, at det var som en bilulykke, hvor de pågældende først bagefter blev klar over, hvad der var sket.

- Andre opdagede det ikke, fordi de stod og talte sammen.

Politiet offentliggjorde billeder af den mand, som angiveligt skubbede Ki Suk Han ud foran toget. Ki Suk Han var tilsyneladende beruset, da han kom ned på Subway-stationen. Han havde tidligere på dagen været i et stort skænderi med sin kone, og på stationen begyndte han at skændes med en mand, der stod med høretelefoner og drak en Starbucks-kaffe.

På et tidspunkt kunne man høre den pågældende sige til Han: 'Så lad mig dog for fanden være i fred'.

Det endte så med, at manden skubbede Han, og derefter forsvandt den pågældende.

Politiet har anholdt en mand, som de mistænker for at være drabsmanden, en 30-årig tidligere cafetariamedarbejder.