Mindst to amerikanske flyselskaber har aflyst flyvninger til Israel, efter en raket slog ned nær Tel Avivs internationale lufthavn.

ISRAEL: En raketnedslag nær Tel Avis internationale lufthavn, Ben Gurion, har fået mindst to amerikanske flyselskaber til at aflyse flyafgange til og fra Israel, skriver flere internationale medier.

Ifølge Jerusalem Post valgte Delta Air Lines tirsdag eftermiddag at omdirigere et passagerfly fra New York til Tel Aviv, da en raket slog ned cirka fem kilometer fra lufthavnen. Flyet, der havde 273 passagerer ombord, blev i stedet sendt til Paris.

Ifølge Reuters har US Airways også aflyst fly til og fra Israel.

De amerikanske flymyndigheder har ikke udstedt nogen restriktioner for flyvninger til Israel, der på det seneste har oplevet en kraftig opblusning i konflikten mellem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.

Den militante Hamas-gruppe, der kontrollerer Gaza-striben, som ligger cirka 80 kilometer syd for Tel Aviv, har på det seneste sendt adskillige raketter ind over grænsen til Israel. Imens har israelerne svaret igen med en større militæroperation, hvor mange hundrede palæstinensere er blevet dræbt.

Raketten, der tirsdag havde retning mod Ben Gurion-lufthavnen, slog ned i en by, hvor to personer blev lettere såret, oplyser de israelske myndigheder ifølge Reuters.