Caroline Wozniacki er på vej mod fordums styrke. Det beviste hun endnu en gang fredag aften, da hun spillede sig i semifinalen i WTA-turneringen i Cincinnati med en sejr på 6-4, 7-6.

Den danske tennis-darling Caroline Wozniacki er blot seedet som nummer 12 i turneringen, men det virker hun ligeglad med. Først slog hun tyskeren Angelique Kerber, der er nummer syv på verdensranglisten, og fredag aften var turen så kommet til nummer fem, Agnieszka Radwanska, der tabte i to sæt efter tiebreak i andet.

Radwanska vandt ellers Rogers Cup i sidste uge, men i Cincinniati mod Wozniacki kom hun til kort. Danskeren har med en række gode resultater på det seneste vist, at hun igen er på vej mod den absolutte top. Senest nåede hun kvartfinalen i Rogers Cup og tog sejren i turneringen i Istanbul.

Sejren over polakken Radwanska var Carolines første sejr over en spiller, der ligger i top-5 på verdensranglisten siden 2011. Derfor kan det måske være i år, at hun snupper sin første Grand Slam-titel, når US Open starter om 10 dage. En turnering, hvor hun traditionelt har gjort det godt.

I semifinalen venter amerikaneren Serena Williams, som Wozniacki var tæt på at besejre i netop kvartfinalen ved Rogers Cup. Williams slog serberen Jelena Jankovic overlegent med 6-1, 6-3.