Selvtilliden stråler ud af Simon Makienok, der trods kun en halv støvle scorede et pragtmål mod AC Horsens.

Meget tydede egentlig på, at Simon Makienok havde mistet bolden, og at chancen for at gøre det til 2-0 var forpasset.

 Han havde godt nok næsten rundet Mads Agesen inde i feltet, men samtidig med, at han gled og gik i knæ, trådte nogen ham i hælen, så hans ene støvle røg halvt ned.

Alligevel afsluttede han, og - kapow - med et drøn bragede han bolden ind bag Horsens-keeper Frederik Rønnow.

Og så lå støvlen der som et trofæ, Frederik Holst triumferende kunne række op i luften.

- Jeg nåede at tænke, at jeg stod med en halv støvle på, og så skød jeg og ramte den skidegodt. Det er sådan noget, man gør, når man har selvtillid, siger Simon Makienok Christoffersen efter endnu en brandkamp.

For tredje kamp i træk kom han på måltavlen, og tilmed stod han bag det flotte oplæg til Dennis Rommedahls 1-0 scoring kort inde i anden halvleg, da han igen gjorde det fremragende efter at have modtaget en af de utallige lang afleveringer, som han tog ned med brystet og headede ned for fødderne af målscoreren.

- Siden "Faxe" (Brøndby-konsulent John Jensen, red.) er kommet, har vi fået mere tid til at arbejde individuelt, og det er ikke kun "Faxe", men også Auri [Skarablius] og Bent Christensen, der kan arbejde mere med den enkelte. Det betyder, at vi har fået mere tid til at træne det offensive spil, der også er blevet lidt mere direkte, og i det hele taget mere offensivt. Jeg synes, det passer mig godt at spille som targetman med to små hurtige spillere som Mathias Gehrt og Quincy Antipas omkring mig og Rommedahl som den brede kant. Det fungerer supergodt, siger Simon Makienok og understreger sin selvtillid:

- Med det spil, vi har vist på det seneste, tror jeg også på, vi kan drille FCK i pokalen på onsdag, siger Simon Makienok.

Netop den kamp bliver Mike Jensens sidste i denne omgang på Brøndby Stadion, for efter den kamp er der kun udekampe tilbage, før han skifter til - angiveligt - en udenlandsk klub.

 Derfor blev der allerede sagt Superliga-farvel til ham efter sejren over AC Horsens, hvor fansene gav krammere bag det ene mål.

- Jeg håber, det var et på gensyn, og så ser jeg dem jo også igen på onsdag. Men selvfølgelig er jeg glad og stolt over, at jeg bliver hevet derned og får sagt farvel på den måde, siger Mike Jensen, der kom til Brøndby-spiller.