Hvem havde troet, at FC København nogensinde skulle hyre verdensnavnet Roy Hodgson? Og hvem skulle have troet, at direktør Flemming Østergaard nogensinde skulle have præsenteret Brian Laudrup i den hvide FCK-trøje?

Næppe mange. Og derfor rystes der sikkert også mange steder på hovedet, når navnet Terry Venables igen og igen dukker frem på rygtebørsen i kølvandet på Roy Hodgsons for tidlige exit fra FCK.

Den tidligere engelske landstræner og nuværende ITV-kommentator kunne være kanonen, som Østergaard og Holmstrøm lurer på at præsentere som ny træner i FCK.

Foreløbig er det kun rygter og gætværk, men ledelsen i FCK har tidligere vist, at den sigter stort. Nøjagtigt så stort, som de to storaktionærer og bestyrelsesmedlemmer i FCK, Peter Norvig og Aldo Petersen, slog til lyd for i B.T. i går.

Venables kan være kanonen, der skal skyde FCK ind på den europæiske scene. Han passer på den profil, som chefheadhunter Niels Christian Holmstrøm som det eneste, åbner en smule op for.

Blikket bør nok i højere grad rettes mod Storbritannien, hvor man finder trænere af den samme skole som Roy Hodgson, som FCK trods alt har haft stor succes med.

»Vi står jo ikke og skal bygge noget nyt op. Vi har en ret pæn bygning, som skal forskønnes. Og den eller de der skal tage over, skal selvfølgelig være parate til at fortsætte arbejdet på de præmisser, der er lagt. På kort sigt er det vigtigt at fastholde det, vi har fat i,« siger Holmstrøm, der betegner sig selv som fortrøstningsfuld med hensyn til at få trænerspørgsmålet løst hurtigt og tilfredsstillende.

Han erkender, at den indsnævrede profil ikke gør hans arbejde nemmere. Feltet af mulige emner indskrænkes naturligvis på den baggrund.

Holmstrøm ønsker fortsat ikke at sætte nogen deadline for, hvornår en ny træner skal præsenteres.

»Du får mig i hvert fald ikke til at male mig op i et hjørne. Da Roy begyndte, fik han også lov til at starte noget senere end de andre. Og vi har et godt team omkring holdet, der sagtens kan klare opstarten. Men jeg erkender, at vi allerede 25. juli har den første af to meget vigtige kvalifikationskampe,« siger Holmstrøm, og afviser, at han selv kunne være et emne som cheftræner.

I det hele taget ligger den britiske løsning lige for. Og den tidligere Bolton-cheftræner og nuværende assistent i Derby, Colin Todd, dukker også hele tiden frem i rygtestrømmen, ligesom Michael Laudrups tidligere træner i Vissel Kobe, Stuart Baxter nævnes heftigt.

Ingen fra det formentlig meget snævre tomandsudvalg med Niels-Christian Holmstrøm og Flemming Østergaard, vil bevæge sig i nærheden af et navn.

Som det tegner sig nu, har FCK-ledelsen fire muligheder.

Den ekstremt stort tænkte løsning, der involverer et mega-navn.

Den solide håndværker, som måske ikke har et stort internationalt navn, men som er anerkendt i Danmark.

Mellemløsningen, hvor en eller flere personer bygger bro henover efteråret, og gøder jorden for kapaciteten, som så tiltræder til nytår.

Og endelig er der den mulighed, at Flemming Østergaard trækker den helt store kanin op af hatten. Et valg som ingen forestiller sig, men som igen vil overraske den danske fodboldverden. Utvivlsomt noget der ville passe FCK-direktøren.

Når kredsen af bejlere skal skæres ned, falder der lynhurtigt emner fra.

Michael Laudrup er som omtalt andetsteds udelukket. Morten Olsen er næppe sandsynlig. Fra AaB og Silkeborg forlyder det, at to mulige navne som Poul Erik Andreassen og Benny Johanssen ikke har været hos deres bagland for at søge fripas.

Dermed er den danske løsning meget lidt sandsynlig, idet sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm givet har haft de første sonderinger hos kandidaterne.

I FCK-kredse tales der meget om en løsning med norske Ståle Solbakken. Midtbanemanden, der ufrivilligt måtte kvitte topfodbold, er et yderst respekteret navn, som kan holde sædet varmt gennem efteråret, til den rigtige langtidsløsning dukker op. Eller som måske ligefrem er den permanente løsning, hvis han lynhurtigt kan præstere resultater. Solbakken har fodboldhjernen og kender FCK-spillerne og spilkonceptet ud og ind.

Den tidligere AaB- og nuværende Salzburg-træner Hans Backe nævnes også af flere kendere i klubben.

Backe har tidligere været inde i billedet til et FCK-job, og menes at have et godt navn i klubben. I den forbindelse er Ståle Solbakkens navn også interessant, idet det er en kendt sag, at Hans Backe og Ståle Solbakken har et nært venskab, som måske kan danne fundamentet for et makkerskab omkring ledelsen af FCK-holdet.