Ismanden siger farvel til topfodbold. Henrik Nielsen, tidligere topscorer for Esbjerg i SAS Ligaen, får ikke forlænget sin kontrakt. Det betyder, at han stopper med topfodbold om to måneder.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Jeg fylder 32 i november, og nu er det på tide at tænke på et civilt job, der kan gavne mig i fremtiden,« siger Henrik Nielsen. Han kom fra Esbjerg IF til EfB i januar 2000, og i den følgende sæson blev han topscorer i 1. division og var fast mand som angrebsmakker til Jess Thorup også efter oprykningen til den bedste række.

Henrik Nielsen erhvervede sig kælenavnet »Ismanden« efter en kamp i Viborg, hvor han i B.T. fortalte om sit bijob hos Hjem-Is. Et job, han senere gav afkald på, da han fik fuldtids kontrakt i EfB.

Men da Ove Pedersen i sommeren 2002 afløste Viggo Jensen som træner i EfB, var det slut med Henrik Nielsens kampe i EfB-angrebet. For samtidig kom stortalentet Tommy Bechmann til klubben fra FC Aarhus, og han fik straks pladsen ved Thorups side.

Langt fra startopstillingen
Sidste efterår kom Henrik Nielsen kortvarigt tilbage til holdet som vikar på venstre back-pladsen, da Martin Jensen var skadet. »Jeg er lidt skuffet over, at Ove Pedersen aldrig gav mig chancen som angriber. Det er den sjoveste plads. Men det var også i orden at komme på banen som venstre back.

Nu kan jeg se, at jeg er meget langt fra startopstillingen, og der er ikke noget særligt håb om, at det kan blive bedre. Det er trist, at jeg er færdig med topfodbold, for jeg har haft et par spændende sæsoner i EfB-trøjen.

Jeg kom jo nok for sent ind i topfodbold. Da jeg debuterede for EfB, var jeg 28 år. Jeg er ved at undersøge muligheden for et job, der måske kan kombinere fodbold og et civilt job for fremtiden,« siger Henrik Nielsen.