Den første lørdag i 2022 bankede en bilist afsted med mere end den dobbelte hastighed af, hvad der er tilladt på vejen.

Ved Helsingørmotorvejens afslutning ved Ryparken fangede politiets fartmåler en vanvidsbilist, der kørte hele 127 km/t. Den tilladte fart er kun på 60 km/t.

Nye tal viser, at den sag ikke var et enkeltstående tilfælde.

Ifølge Berlingske, der har fået en opgørelse fra Københavns Politi, har der i politikredsen været 86 sager om vanvidsbilisme

De mange sager har fundet sted efter 31. marts 2021, hvor en ny lov, der giver politiet mulighed for at konfiskere biler med det samme, trådte i kraft.

Ud af de i alt 86 tilfælde af vanvidsbilisme er 16 sket på Helsingørmotorvejen. Og det er netop hvor motorvejen bliver til by på strækningen kort før Ryparken Station, at forseelserne sker.

»Vores mål er at undgå dræbte og tilskadekomne i trafikken, og overgangen fra motorvej til bykørsel ved afslutningen på Helsingørmotorvejen er et kritisk sted, hvor vi desværre har erfaring for, at der bliver kørt alt for stærkt,« siger Henning Pedersen, vicepolitiinspektør og leder af Operativ Færdselsafdeling i Københavns Politi til Berlingske.

I sidste uge fik 17 bilister et klip i kørekortet, da politiet lavede en færdselsindsats i indadgående retning ved Helsingørmotorvejen.