Med få blade tilbage i 2021-kalenderen er fokusset for mange danskere fast rettet mod fejringen af årets sidste dag. Men hvad kan man? Og hvad må man?

B.T. har bedt to corona-eksperter komme med deres bud på, hvordan nytåret kan fejres i en usikker coronatid – både privat og udendørs i offentlige forsamlinger.

Selv om de to eksperter ikke er helt enige i deres anbefalinger, er sund fornuft og rettidig omhu dog et fælles fundament, som alle danskere bør springe ud i nytårsnatten fra.

Henrik Nielsen, der er klinisk professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, ønsker ikke at gøre sig til dommer over, om man må være 10 eller 20 personer samlet indendørs.

I hans optik skal der være plads til at have det sjovt på årets sidste dag – så længe folk har fornuften med sig.

»Jeg synes, man skal have lov til at samles og feste, når blot man har coronapas. Det er ikke kun i år til nytår, vi skal tage højde for en vinter med coronasmitte. Det skal vi mange nytårsaftener de kommende år, og derfor er vi nødt til at finde en balance, så vi kan have et socialt liv, hvor vi også kan have det sjovt,« siger Henrik Nielsen.

Han understreger dog, at risikoen for at blive smittet kun stiger, jo flere mennesker man samles, og derfor bør det være med i folks overvejelser, når de inviterer venner og bekendte til nytårsfesten.

»Hele tiden er man nødt til at indtænke sund fornuft, og for øjeblikket er det ikke smart at opsøge store forsamlinger. Det gælder inde som ude, selvom risikoen for at blive smittet udendørs er noget mindre end inde,« siger han og fortsætter:

»Men står man tæt og gnubber skuldre, er man i mulig smitterisiko, og derfor må man godt tænke over social afstand – også klokken 24 på Rådhuspladsen i København eller andre steder i landet, hvor man har tradition for at samles mange mennesker.«

Professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er noget mere konservativ i sin udlægning. Det skyldes især den seneste uges udvikling i smittetallene, som ikke har ligget under 10.000 daglige smittede siden 21. december, og som i dag, mandag, toppede med 14.844 positive tilfælde.

»Umiddelbart skal man tænke i de samme baner som sidste år, når man planlægger nytår. Folk må vurdere, hvad der er deres absolutte nødvendige behov. Men jo færre mennesker man ser, jo bedre,« siger Allan Randrup Thomsen.

Med sidste år henviser virologen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fejring af nytåret 2020/2021. Her lød anbefalingen, at man aflyste alle aftaler med folk, man ikke sås med til hverdag, og at man maksimalt var 10 personer samlet nytårsaften.

»Når vi kigger på udgangspunktet inden nytår, synes jeg, det er svært at sige, hvor vi står i epidemien. Men vi er nødt til at være mere forsigtige, end jeg havde forestillet mig,« siger Randrup.

Især nytårsaften – hvor folk mødes på kryds og tværs – er det ifølge eksperterne svært at begrænse smitten, og derfor er det afgørende, at man hele tiden har risikoen for smitte med sig i bevidstheden.

»Det allervigtigste er, at folk bruger hovedet. Og det gælder, når vi sidder sammen derhjemme, men i særdeleshed, når vi kommer ud senere på aftenen. Her er det vigtigt, at man ikke render og kysser på alle mænd og damer i løbet af aftenen. Eller drikker af det samme glas eller den samme flaske. Det lyder banalt, men det er bare noget, vi skal tænke over i år,« siger Allan Randrup Thomsen.