Fem efterskoleelever vil udvikle en app, der tipper til, hvordan man begår sig i andre kulturer verden over. Idéen vandt i sidste uge guld ved Danish Entrepreneurship Awards.

Når man rejser ud i verden, kan det være svært at holde styr på de uskrevne regler. Skal man give hånd, og må man have bare skuldre?

Disse spørgsmål bliver besvaret i en ny app: How to Culture.

Idéen til appen vandt i sidste uge førstepladsen ved Danish Entrepreneurship Award 2013 i konkurrencen for grundskoler, hvor flere hundrede elever deltog.

De fem elever bag appen How to Culture er fra Ryslinge Efterskole.

"How To Culture består af råd til, hvordan man skal opføre sig. Jeg tror, at alle på et tidspunkt har stået i en situation, hvor man ikke helt kender normen, og det skal appen hjælpe med. Et eksempel på et råd er, at man ikke bør fløjte i Indien, da det bliver opfattet som uhøfligt," siger Frederikke Bruus, der er en del af vinderteamet.

Gruppen består desuden af Malene Larsen, Halfdan Kirketerp, Emilie Kibsgaard og Sofie Böhmer.

Udover titlen som vinder af Danish Entrepreneurship Awards følger der 10.000 kroner med i præmien, så idéen kan blive realiseret. Hvornår appen lanceres, vides endnu ikke.

Læs også: Oplev Berlin med apps og blogs