Skicamps er langt mere end træning i basale sving og forbedring af skiteknikken. Rejseliv guider til fire forskellige, hvor de personlige grænser bliver udfordret og krydret med viden om skiteknik, sne og bjerge.
»Kom igen nu! Det är lugnt,« opmuntrer Sebastian Garhammer, professionel svensk offpiste-løber og skicamp-arrangør.
Robert Karlsson, der til daglig arbejder som kranfører på havnen i Göteborg, begyndte at stå på ski for fem år siden og bevægede sig først ud i offpisten for tre år siden. Nu står han for foden af en otte meter høj jerntrappe i schweiziske Disentis. For enden af den står Sebastian Garhammer, manden bag den skicamp, Karlsson har brugt de sidste fire dage på.
Karlsson tager sig mod til og begynder opstigningen. Hans hjerte hamrer og benene ryster. Hvert et skridt er åbenlyst en kamp, men han fortsætter, selv om kroppen stritter imod. Da han når toppen, giver han high-fives og store kram til træner Garhammer og de ski-kammerater på campen, han for få dage siden ikke kendte navnene på.
Ifølge Friluftsrådet er interessen for friluftsliv generelt stigende, også indenfor skiverdenen. Den Danske Skiskole (DDS), der uddanner danske skiinstruktører, har de seneste år oplevet en stigende interesse for skolens teknik-kurser på blandt andet den østrigske Hintertux-gletsjer.
Her bliver deltagerne bedre skiløbere ved at arbejde med de tekniske sider af skiløbet – som kantning, hofteposition, og afstand mellem skiene– som mange måske kender fra timerne med en skilærer.
Forskellen er, at »skiskolen« varer en hel uge, og der dermed er langt mere tid til at arbejde med de små detaljer og dårlige vaner, der ofte forfølger en fra år til år.Den organiserede ski-idræt oplever også en fremgang. Københavns Skiklub har på fem år oplevet en medlemsfremgang på 400 %, og ifølge Jesper Erlandsen, ansvarlig for træningsturene i klubben, skyldes det primært en voksende interesse for langrend og rulleski; sportsgrene, der kræver en ganske god fysik.
Den tendens kan træner på skicampen Sebastian Garhammer godt genkende:
»Folk brænder virkelig for at blive bedre og er ret seriøse. Efter en forlænget weekend med skiløb fra morgen til aften kan de rejse hjem til hverdagen igen med en stor succesoplevelse i bagagen,« siger han, mens flokken tanker op med müslibarer og 72 % mørk chokolade på toppen af jerntrappen (man er vel i Schweiz). Nu venter den ultimative belønning i form af godt 1.500 højdemeter urørt sne ned mod byen Sedrun.
Skicamp frem for traditionel skiferie
På vej ned ad bjerget er sneen god – mere end 20 cm. frisk puddersne med ganske få spor i – men godt halvvejs nede omfavner skyerne i dalen gruppen, og alle får brug for de tekniske tips og tricks, de har lært i dagene på skicamp. I Sedrun stiger alle om bord på toget tilbage til Disentis, og Karlsson forklarer, hvorfor han valgte en skicamp frem for en traditionel skiferie:
»Jeg vil jo ikke være professionel skiløber, men vil gerne udvikle mit skiløb og blive bedre. Og her får jeg samtidig lov at køre med nogle meget dygtige skiløbere. De har et niveau, som de færreste skiinstruktører kan hamle op med.«
En af underviserne er Evelina Nilsson, som i 2014 opnåede en fjerdeplads i finalen i kvindernes Freeride World Tour, verdensmesterskaberne i offpiste skiløb, på det frygtede Bec des Rosses i Verbier. Hun er tidligere pukkelpistløber og kører bedre end samtlige mænd i kupéen.
»Jeg er fascineret af, hvor meget helt almindelige mennesker, der ofte ikke står på ski mere end et par uger om året, kan udvikle sig på blot nogle få dage. Det er meget inspirerende at være med til,« siger Evelina Nilsson hun.
Mere end 2.000 km. nord for Disentis er mottoet »Aldri jobb på en puderdag!« I hvert fald, hvis jeg skal tro teksten på et skilt i en Saab, der står parkeret foran Fausko Skystasjon.
Den voksende interesse for skiskoler har også bredt sig til Norge, her er det især offpiste-skiløb, folk vil være bedre til. Eller topptur, som nordmændene kalder det.
Saabens ejer lader til at tage mottoet i sin bil seriøst. Han står sammen med syv andre deltagere på High Camp Hemsedal ude på bjerget. Med dem er instruktør Robert Caspersen og de står på en parkeringsplads et kvarters kørsel vestpå ad Hemsedalsvegen.
Et ganske typisk sted at starte en topptur, forklarer Caspersen.
»Når du går topptur, behøver du ingen lifter. Til gengæld har du brug for god viden om vejret, bjergene og sneen, et kort og et kompas, ordentligt lavine-udstyr, det vil sige skovl, spade, sonde og lavinebipper, samt gode ben og en vis udholdenhed.«
Og allerede her viser det sig, at også nordmænd kan lære noget af at deltage i en topptur-camp. Ingen af deltagerne har kort og kompas med, og en enkelt deltager har aldrig prøvet at bruge sit lavineudstyr.
»Første øvelse er derfor søgning med lavinebipperne. Alle prøver at lokalisere Caspersens lavinebipper, som han har gravet ned i sneen knap 30 meter væk bag en lille bakke. Derefter er det i gang med dagens dont.
»Den perfekte vinkel, når vi går op, er 18 grader. Så bruger kroppen ikke for meget energi og kan holde til at trave en hel dag,« siger Caspersen.
Frokostpause 900 meter oppe
Han sætter i gang og gruppen følger trop skråt op ad bjerget på deres ski, hvorpå de har monteret skind, så skiene ikke glider bagud. To timer senere, med sved på panden og smil på læben, når gruppen dagens frokostpause 900 meter oppe.
En af deltagerne i den norske skicamp er danske Klaus Davidsen. Han er geolog og bor og arbejder til daglig i Bergen. Han kan godt lide at trave op ad bjerge og hans interesse for at gå topptur blev vakt, da han arbejdede i nordnorske Harstad. I den frostkolde vinters frokostpauser brugte han og kollegaerne de første sparsomme timer lys til at gå op ad bjerget bag kontoret og køre ned i urørt sne. Nu er han her for at få mere styr på teknikken.
»Her er der plads til alle, så længe du brænder for skiløb. Hvad end du er direktør eller student, er du en del af kliken,« siger han.
