Tag med på en fantastisk rejse til kongedømmet Jordans uhørt smukke juveler - fx eventyret i den glemte by Petra eller Det Døde Havs voldsomt salte vand.
Solen har allerede rigelig magt, selvom det er tidlig formiddag i Jordan. Som altid skinner den fra en skyfri himmel, og jeg mærker et par sveddråber trille, mens jeg går den lille kilometer hen mod kløften i bjergene, der fører ind til fortidsbyen Petra, en del af verdens kulturarv. Kløften vil forhåbentlig give mig lidt skygge og kølighed.
Næste: 3 ting du skal gøre i Jordan
Det er med ydmyghed, jeg nu står ved indgangen til den såkaldte siq – den 1,2 kilometer lange og smalle kløft, der tårner sig op over mig. Jeg ved, hvilket syn der venter mig for enden af kløften – det har jeg set på billeder – men selve turen gennem kløften, der bugter sig som en slange, kender jeg ikke.
Så nu træder jeg ind i en anden verden. Strømmende vand har for millioner af år siden skåret kløften ud af den bløde sandsten, og højt over mit hovede skimter jeg den blå himmel. Solens gang over kløften får klippevæggene til at gløde og lyse i farverne fra lys gul til mørk lilla.
Men allerede her i kløften får vi beviser på de tidligere beboere, natabæernes, byggekunst: Man kan stadig se de håndlavede kanaler på klippevæggene, der ledte rigeligt med vand ind til Petra.
Byen lå samtidig perfekt for de karavaner, der bragte varer fra det fjerne Østen til Vesten og tilbage. Her hvilede de sig, havde adgang til mad og drikke – og var beskyttet af Petras naturlige forsvarsværker. For ulejligheden betalte karavanerne en »told« af de medbragte varer, blandt andet silke og krydderier, og natabæerne var et velhavende folk, mens Petra voksede.
Lykken varede, til romerne kom i år 106 og ændrede natabæernes kongerige til en romersk provins. De flyttede karavane-ruterne væk fra Petra, og byen forfaldt og blev endelig forladt og glemt af den vestlige verden i flere hundrede år. Indtil en schweizisk rejsende genopdagede Petra i 1812. Han udgav sig for at være en araber fra Indien, der ønskede at besøge profeten Aarons grav.
Det tænkte jeg på, da jeg gik i køligheden og nød farvernes spil i de lodrette sandstensklipper. Og var tilpas imponeret over de vandkanaler, der var hugget ind i klipperne for tusinder af år siden, mens vandet stadig flød lystigt på disse kanter. Samme følelse må de gamle karavane-førere have haft, når de fandt dette geniale sted i ly for sol og fjender.
Vi er ganske mange på vej ud og ind, og det er klart, at Mellemøstens måske kendteste attraktion har en del besøgende. Mange lokale har fundet en sidegesjæft ved at ride turister frem og tilbage fra helligdommen, ved at sælge vand, små kamelture, ved at optræde og så videre. Det må man tage med.
Og en overhalende hest kunne ikke ødelægge den spænding, jeg havde gået og bygget op. Kløften snævrede ind, og sandstenen blev næsten sort, fordi kløftens sider ved toppen var meget tæt på hinanden.
Men der var en lodret revne af lys forude, som fik min mave til at fryde sig.
Revnen blev større. Foran mig strålede nu en stærk lysstribe, og rundt om det sidste sving så jeg endelig målet for turen: Skatkammeret tårnede sig op, hugget direkte ud af sandstenen for tusinder af år siden. Man taber underkæben ned på brystet, stopper op og glaner som en tåbe mod underet.
Solen rammer nu skatkammeret direkte og får det til at funkle som det pure guld.
Mine fødder bliver lette igen, og det er bare at gå i gang med udforskningen af de mange kongegrave, hugget ud i sandstenen, amfiteatret med plads til 3.000 tilskuere og klosteret 700 trappetrin oppe. Og dybt inde i dalen ligger en glimrende restaurant, hvor grillen er tændt, så man kan styrke sig inden turen tilbage. Også med en iskold øl.
Det er en af de fedeste vandreture, jeg nogensinde har været på.
Næste: 3 ting du skal gøre i Jordan
