Venstre slipper ikke for at skulle grave dybt i partikassen for de to stjålne billeder af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, selv om begge billeder i går blev fjernet fra partiets annoncekampagne mod oppositionen.

I går morges fjernede Venstre først fotograf Lars Svankjærs billede af en sur Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fra deres kampagne 'Kig bag facaden' efter krav fra fotografens advokat.

Men det hele endte som en dobbeltbrøler. Partiet udskiftede nemlig Svankjærs foto med et nyt billede af de to røde ledere, men da fotografen bag det nye billede Thomas Andersen klagede over, at partiet heller ikke havde spurgt ham om tilladelse, valgte partiet at udskifte hans billede med to sorte silhuetter.

Dermed slipper Venstre for en tur i fogedretten, men begge fotografer fastholder, at de vil have et erstatningskrav.
 
- Jeg sidder her med x-antal aviser med helsides annoncer med mit billede. Selv om de har fjernet billedet er der stadig sket et brud på ophavsretten, så jeg skal drøfte et erstatningskrav med min advokat, siger Lars Svankjær til bt.dk 

 Da FOA brugte et billede af Claus Hjort Frederiksen til en annoncekampagne uden at spørge fotografen om lov, måtte de betale 26.000 i erstatning for at undgå en retssag.

- Uden at have talt med min advokat, vil jeg tro, at 26.000 er for lidt i min sag, da billedet er brugt meget massivt. Jeg er selvfølgelig klar til at tage sagen i retten, men jeg tror slet ikke det bliver aktuelt, for jeg regner med Venstre betaler, siger fotografen. 

Pressefotograf Thomas Andersen har overdraget sagen til Journalistforbundets jurister, men han slår fast, at sagen er principiel og han derfor vil have erstatning.

Han er mest af alt harm over finansminister Claus Hjort Frederiksen, som han finder utrolig arrogant.

- Jeg synes ikke, at det er verdens største ulykke. Det skaber debat om annoncerne, og som gammel partisekretær, så vil jeg bare sige, at jo mere debat, der bliver om vores annoncekampagne, jo gladere bliver jeg. Værdien af de penge er meget godt brugt, sagde Hjort i går til jp.dk.

- Jeg er ret målløs over, at en topminister synes det er i orden at stjæle et billede. Den arrogance synes jeg er langt ude, siger Thomas Andersen.