De forhenværende konservative ministre har ikke opfanget, hvor alvorlig den konservative krise er. Sådan lyder opsangen fra Konservativ Ungdom, der opfordrer politikerne til at gå af, hvis ikke de formår at forny partiet.

Flere af De Konservative eks-ministre bør yde en større indsats for at forny partiet og sætte konservative idéer på dagsordenen. Formår de ikke at gøre det, bør de forlade Christiansborg.

Sådan lyder den kontante udmelding fra Jens Salling, der er formand for Konservativ Ungdom, skriver Nordjyske Medier.

- De leverer simpelthen ikke det, der kan forventes af dem. De er vores største stemmeslugere, og det er ikke værdigt, at de ikke er mere om bord på den konservative skude, som nu er nedadgående, siger han.

Jens Salling understreger, at der er en række unge konservative suppleanter, der står parat til at tage over med stort engagement.

- Kan de gamle ikke finde den arbejdsindsats og den motivation, der skal til at genrejse partiet, er det bedre, at de trækker sig, siger han.

Jens Salling mener ikke, at de tidligere ministre i tilstrækkelig grad bakker op om partileder Lars Barfoed, som efter hans mening står alene med genoprejsningen af partiet.

Kritikken vinder genklang hos medlem af Aalborg Byråd, Vibeke Gamst.

- Hvis eks-ministrene var en sofa, ville man sende dem til ompolstring, for de ser lidt trætte ud i betrækket. Problemet er, at man lettere kan ompolstre en sofa end et menneske, siger hun.

Tidligere udenrigsminister og partiformand Lene Espersen, der har fået en stor del af skylden for den konservative krise, erkender, at ministre godt kan udvikle »tunnelsyn«. Men hun forsikrer, at hun personligt er fuld af gejst og idéer.

- Selvfølgelig skal KU slå lidt i bolledejen, og det er også berettiget, når meningsmålingerne er så dårlige, men jeg kan bare sige, jeg sover med støvlerne på, og jeg er i fuld uniform, siger hun.

Lars Barfoed kan til gengæld ikke genkende kritikken.

- Jeg synes, vi har en folketingsgruppe, som er fuld af virkelyst og optimisme. Vi havde temagruppemøde fredag, og det sprudler med ideer til ny konservative politik, og det vil man komme til at se i den kommende tid, siger han til Nordjyske.