Matthias Tesfaye har meldt sig ud af SF og ind i Socialdemokraterne, og det vækker begejstring hos Socialdemokraterne.

- Siden jeg stoppede som næstformand i SF, har jeg brugt tiden på at diskutere politik med gamle venner, familie og kolleger fra byggebranchen, og jeg er ikke i tvivl længere: Jeg er socialdemokrat, og har derfor meldt mig ud af SF og ind i Socialdemokratiet.

Sådan skriver Matthias Tesfaye søndag aften på sin Facebook-profil og tilføjer, at han »er stolt af at blive en del af Socialdemokraternes fællesskab«.

Hos Socialdemokraterne byder man Tesfaye velkommen på holdet.

- Det er dejligt, at en skarp samfundsdebattør som Tesfaye nu bakker op om de socialdemokratiske værdier og kaster sig aktivt ind i kampen for os. Så jeg byder ham velkommen i Socialdemokratiet, siger Lars Midtiby, partisekretær for Socialdemokraterne, til Berlingske Nyhedsbureau.

Tesfayes skifte til Socialdemokraterne kommer ikke bag på partisekretæren, fortæller han.

- Det har ligget i luften i noget tid, så jeg vil ikke sige, at det kommer som en overraskelse, siger han med henvisning til de mange spekulationer, der har været omkring Tesfayes mulige skifte fra SF til S i den seneste tid.

Partisekretæren vil ikke spekulere i, om den nyankomne murersvend er manden, der kan appellere til nogle af de arbejdervælgere, som Socialdemokraterne har tabt i de senere år.

- Det er for tidligt at sige noget om. Nu har han meldt sig ind i partiet ude i en kreds på Amager, så lad os nu lige i første omgang lade det være ved det. Det andet er for spekulativt, siger han.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, hilser også Tesfaye velkommen.

- Velkommen hjem, skriver han således i en kort besked til Tesfaye på Twitter.