Har oppositionen lagt linjen for regeringens politik? Claus Hjort Frederiksen (V) og en kommentator mener ja, men Socialdemokraterne mener, at den tidligere finansminister bluffer.

Er der noget om snakken, når Claus Hjort Frederiksen (V) påstår, at den nuværende regering fører borgerlig politik for at få Danmark ud af den økonomiske krise?Ja, siger Jesper Termansen, der er politisk redaktør på Radio24syv.

- Regeringen har erobret den samme dagsorden og gjort den mere markant. Og det endda på rekordtid. Der er vel egentlig kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der udøver en eller anden form for kritisk opposition til de her borgerligt orienterede reformer, siger han.

Og der er også sket et skred i værdikampen, hvor Claus Hjort Frederiksen allerede har udråbt Venstre til sejrherre.

- Hvis Claus Hjort Frederiksen med værdikamp mener fokus på en omflytning af skatten, så skatten på indkomst kan sænkes, og begrænsning af offentlige udgifter, så mener jeg faktisk, at han har ret, siger Jesper Termansen.

Han bruger et aktuelt eksempel med socialminister Karen Hækkerup (S) som argument. I lørdagens version af Berlingske taler hun om begrænsninger på nogle af de svage gruppers rettigheder.

- Hvis Venstre eller de Konservative havde fremsat det her udkast for et par år siden, så havde det udløst et ramaskrig fra Socialdemokraterne og SF om en borgerlig regering, der ville afmontere velfærdsstaten, siger Jesper Termansen.

- Det er lige før, at den nuværende regering har overhalet Venstre og Konservative indenom på det område, fortsætter han.

Socialdemokraternes Orla Hav mener, at den tidligere Venstre-finansministers angreb på regeringen i Information lørdag er et rent bluffnummer.

- De er grebet ud af luften. Han påstår også, det er Venstres fortjeneste, at det frie valg eksisterer. Men det var en realitet både på skole- og sundhedsområdet, før regeringen trådte til, siger Orla Hav.

- Det skal bruges til at fortsætte den løftebrudsdiskussion, som oppositionen delvist har haft held til at sætte i søen, siden den nye regering kom til, fortsætter han.

Orla Hav erkender dog, at Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er nødt til at føre en økonomisk politik, der til forveksling minder om den forrige regerings.

- De økonomiske spilleregler er ens, lige meget om regeringen hedder det ene eller det andet. Et hul i kassen på 100 milliarder er nu engang et hul i kassen på 100 milliarder. De økonomiske mekanismer forandres ikke med et regeringsskifte, siger socialdemokraten.

Jesper Termansen giver Orla Hav ret i, at regeringen er tvunget til at fortsætte den borgerlige regerings linje på grund af den økonomiske situation. Men ikke kun derfor.

- Det er i realiteten De Radikale, der lægger linjen for den her regering. Og deres økonomiske politik ligger meget tæt på V og K, så man har reelt ikke noget valg, siger Radio24syvs politiske redaktør.