Det er naturligt, at forsvaret bidrager til at få økonomien til at hænge sammen, mener forsvarsministeren.

Regeringen vil reducere det danske forsvarsbudget med ti procent for at finansiere genopretningen af landets økonomi inden år 2020.

Det svarer til to milliarder kroner, og forsvaret skal ifølge regeringen hoste op med pengene allerede i 2015.

Men selvom militærudgifter og børnehaver ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, så kalder forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) det "naturligt, at forsvaret bidrager til at få økonomien til at hænge sammen".

- Jeg mener, at det er rettidig omhu, at vi allerede nu melder ud, at vi skal finde to milliarder, siger ministeren.

Hun vil ikke fortælle, hvor længe planerne har været på tegnebrættet, men forsvarets faglige organisationer blev informeret om de massive besparelser kort før fremlæggelsen af 2020-planen.

Gitte Lillelund Bech påpeger, at de to milliarder skal findes tre steder: billigere indkøb og bedre lagerstyring skal bringe forsvaret det første stykke vej, og dernæst spares der penge på, at Danmark i 2014 trækker kamptropper ud af Afghanistan.

Endelig vil ministeren se på, om det danske forsvar kan dele militært isenkram med venligtsindede lande, så det danske forsvar ikke behøver at købe så meget ind.

- Det er noget, som andre Nato-lande allerede er i gang med, så det må vi kigge på, siger Gitte Lillelund Bech.

Hun kan ikke sætte tal på, hvor mange penge der kan spares på hver af de tre punkter.

Spørgsmål: At skære forsvarsbudgettet med ti procent kunne Enhedslisten jo ikke have gjort bedre. Er det slut med den aktivistiske udenrigspolitik med disse besparelser?

- Nej, det er det bestemt ikke. Mange af vores nabolande sparer i øjeblikket tilsvarende beløb, men de gør det vel at mærke med kort varsel, siger ministeren.

Spørgsmål: Skal der nu sidde nogen i forsvaret og frygte for deres job?

- Det er for tidligt at sige noget om. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde løsninger.

/ritzau/