Enhedslistens tidligere frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen er stoppet som politisk ordfører og stiller ikke op til næste folketingsvalg på grund af Enhedslistens rotationsprincip. Men det vil ikke blive svært for hende at lande et interessant job, mener en erfaren headhunter.

»Hun har jo været fantastisk til at brande sig selv og sit parti. Jeg tror, hun kunne passe ind i en hvilken som helst sammenhæng, hvor hun kunne brande en hvilken som helst ide. Hvis jeg havde en virksomhed, som skulle brandes og lave et turn around, og så ville jeg synes, hun ville være en spændende person, hvis jeg ville kunne styre hende, for hun har været vant til et enormt stort råderum og indflydelse« siger Aase Hoeck, som især rådgiver kvinder, der går efter lederstillinger og ejer firmaet Karrierekvinder.dk

Johanne Schmidt-Nielsen meldte onsdag ud, at hun giver stafetten som politisk ordfører for Enhedslisten videre til retsordfører Pernille Skipper. En post hun har haft i syv år og fik som den første i partiets historie, da folketingsgruppen kun havde fire mandater.

Siden er partiet vokset til Folketingets fjerdestørste, men tilbagetrækningen fra posten skyldes ikke en manglede lyst til at være politisk engageret, men at hun ikke kan genvælges på grund af partiets regler.

Aase Hoeck kan se Johanne Schmidt-Nielsen i en lang række job fremover, men hun har et helt afgørende råd til den unge politiker.

»Hun er jo en kendis, men det er ikke nok at være en kendis, hvis man skal lande et større job ude i en virksomhed eller i den offentlige sektor. Hun skal tilbage og tage en kandidatgrad, for hun ville blive en stjernestuderende, da hun kan kombinere teorierne med sin praktiske erfaring fra politik,« siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen har en bachelor fra Roskilde Universitet i socialvidenskab og har tidligere haft poster i elevbevægelsen og fagbevægelsen. Headhunteren ser for sig, at hun kunne læse en kandidat i kommunikation eller ledelse.

Og det travle liv som folketingspolitiker kan betyde, at hun vil komme til at kede sig lidt på universitetet.

»Det er da lidt kedeligt på kort sigt. Men vil man have magt og indflydelse, er det ikke nok at være en kendis. Og hvis du en dag af en eller anden grund keder dig i dit job eller mister det job. Hvem er det så, du konkurrerer imod – det er den person, der har en kandidat. Det er et adgangskort til næsten alt,« siger hun.

Derfor er et eksamensbevis det første, den unge politiker bør få sig, hvis hun vil frem i livet. Men efterfølgende kan Aase Hoeck især forestille sig ét scenarium.

»Det kan være noget i stil med det job, som Helle Thorning-Schmidt har fået som direktør i en international NGO. Når man nu har prøvet at være førerhund, så er det vigtigt, at du får råderum, og det ville hun have i sådan et job. Samtidig har hun vist, at hun er en utrolig dygtig kommunikator, så en rolle hvor hun er talsperson udadtil, ville passe godt til hende.«

Headhunteren ser det mindre sandsynligt, at politikeren ender i en kommerciel virksomhed.

»Der står jo stor politisk troværdighed omkring hende, og jeg tror ikke, hun sælger ud ved at gå ind i en kommerciel virksomhed. Her er der også et øvre ledelseslag, og det vil blive svært for hende, at hun ikke har det råderum og den magt, som hun er vant til, men hun kunne blive en dygtig kommunikationschef, hvis det var det, hun ville.«

Aase Hock ser ikke for sig, at Johanne bare tager en slapper og lukker ned efter de mange opslidende år i politik.

»Jeg tror ikke, hun trækker stikket og tager på rygsækrejse ude i verden. Det er hun for begavet til. Hun skal smede, mens hjernet er varmt, og der står enorm respekt om hende også i de andre partier, og det tror jeg også, der gør i erhvervslivet.«