Det er en falliterklæring for velfærdssamfundet, at kommunerne sender fattige til frivillige organisationer for at få akut hjælp, mener Enhedslisten.

Danmark er på vej ud i en social katastrofe, når det offentlige i stigende grad beder de fattigste om at søge om akut hjælp i frivillige organisationer.

Sådan lyder meldingen fra Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø), der mener, at regeringens sociale reformer kun skubber samfundet tættere på katastrofen.

»Det er en falliterklæring for velfærdssystemet og for den danske velfærdsstat. Vi har et kommunalt system, der skal hjælpe de her mennesker, og det kan ikke være rigtigt, at kommunerne sender fattige til de frivillige organisationer,« siger han.

Tre af de største frivillige organisationer i Danmark, Mødrehjælpen, Frelsens Hær og Kirkens Korshær, siger i lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad, at de i stigende grad oplever, at socialforvaltningen henviser borgere, der har brug for akut hjælp, til dem, fordi sagsbehandlingstiden er for lang i kommunerne – op til mellem fire og seks uger. Og det er problematisk, når det er kommunernes opgave at sikre de basale ydelser, mens de frivillige organisationer har til opgave at bidrage med ekstra støtte i form af eksempelvis julehjælp.

»Det er et produkt af den nedskæringspolitik, som alle partier i Folketinget er enige om at føre med et budgettyranni over for kommunerne med nogle skrappe sanktioner, hvis de bruger for mange penge. Det får kommunerne til at skære ned, og det betyder jo så åbenbart, at de ikke kan hjælpe de fattigste. Det vidner om, at vi er på vej mod en social katastrofe,« siger Finn Sørensen.

Han frygter, at kontanthjælpsreformen, der træder i kraft 1. januar 2014, vil bidrage yderligere til katastrofen og peger også på reformerne af dagpenge, førtidspension og fleksjob som reformer, der »producerer fattigdom«.

Finn Sørensen vil nu opfordre regeringen til at afsætte mellem 10 og 15 millioner på Finansloven for 2014, som skal stemmes igennem i Folketinget på torsdag, til en »her og nu«-hjælp til de frivillige organisationer, så de kan håndtere presset med de flere fattige, der bliver sendt til dem efter hjælp.