Formand for Offentlige Chefer i Djøf er målløs over forslag om at sende tv direkte fra afhøringer i skattesag

- Jeg er rystet over, at det overhovedet kan komme op politisk som et seriøst forslag, og jeg håber virkelig, at det meget hurtigt bliver afvist fra alle tænkelig kanter.

Så klar og kontant er holdningen fra formand for Offentlige Chefer i Djøf, Per Hansen, til forslaget om, at skattesagens afhøringer i undersøgelseskommissionen skal foregå for rullende tv-kameraer.

Per Hansen mener, at det scenarie, at toppolitikere fra Venstre og deres spindoktorer skulle blive afhørt på tv om deres rolle i skattesagen, er et direkte brud på de danske retsprincipper.

- Jeg er målløs. Det er et grundlæggende brud på danske retsprincipper, og jeg vil inderligt mane til besindighed. Det her må ikke gå hen og blive almindelig reality-tv-underholdning. Det er det alt for alvorligt til, siger han og fortsætter:

- Konsekvensen er, at det her bliver gjort til underholdning i stedet for, at vi seriøst går op i at få undersøgt, hvad der op og ned i den her sag og pænt venter på, hvad den uvildige underholdningskommissionen når frem til.

Både DR og TV2 News har ellers allerede meldt sig klar til at sende live fra sagens afhøringer. Men deres tilstedeværelse vil muligvis forhindre, at den fulde sandhed kommer frem i offentligheden, mener Djøf-chefen.

Per Hansen erkender, at sagen bestemt har offentlighedens interesse. Det er jo derfor, at kommissionen overhovedet er nedsat, som han udtrykker det.

- Men interessen er så stor, at vi skal sikre os, at det kommer til at foregå under ordnede forhold i overensstemmelse med danske retsplejeprincipper af en uafhængig kommission og ikke som en folkedomstol og da slet ikke som tv-underholdning, siger Per Hansen.

Hvis forslaget går igennem, frygter han, at næste skridt vil være direkte tv-transmission fra landets retssale.

/ritzau/