Søndag beskyldte DF's Alex Ahrendtsen kulturministeren for at have stjålet hans idé. Det var et tillidsbrud, som ville få konsekvenser, lød det. Mandag lyder der anderledes milde toner fra regeringens støtteparti. Uerfarenhed og mangel på rutine er nu ifølge DF forklaringen på, at kulturministeren tilsyneladende glemte at orientere DFs kulturordfører om, at hun havde fået den samme idé som ham.

»Jeg var sgu skuffet i går,« lyder det mandag morgen fra DFs Alex Ahrendtsen.

Kulturordføreren lagde på ingen måde fingrene imellem, da han søndag opdagede, at kulturministeren barslede med en plan om sende Danmarks Radio på en gigantisk slankekur. Hun ville fjerne koncerthuset, orkestre og kor fra public service-virksomheden og skabe et DR, som udelukkende producerede medieindhold. En idé, der til forveksling lignede tanker, som støttepartiet DF gik med.

Allerede fredag talte Ahrendtsen med en journalist fra dagbladet Politiken om et udspil, hvor både koncerthus og de musiske ensembler bliver trukket ud af DR. Journalisten kontaktede derefter ministeren for en kommentar, og søndag lancerede Mette Bock så et stort set enslydende forslag i Jyllands-Posten.

Det fik kulturordføreren til at se rødt. Han beskyldte ministeren for at have stjålet hans idé.

»Jeg troede, at jeg havde et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde med ministeren, men det har jeg så åbenbart ikke. Det tager jeg til efterretning, og jeg vil nu vende det med min ledelse, og så må vi se, om det skal have nogle konsekvenser,« sagde han søndag til Jyllands-Posten og tilføjede:

»Vores tillid til regeringen bliver bare mindre.«

»Jeg blev noget forundret, da Jyllands-Posten kontaktede mig i går (søndag, red.) for at få min kommentar til hendes forslag. Min første tanke var, at hun havde planket mit forslag,« siger en nu noget mildere stemt Ahrendtsen til BT mandag morgen.

Søndag aften ringede Mette Bock nemlig selv til Alex Ahrendtsen og forklarede, at hun tilfældigvis arbejdede på noget tilsvarende.

Efter at have hørt ministerens forklaring er kulturordføreren faldet noget ned, og han trækker sine beskyldninger om plagiat tilbage. Han vælger at tro på ministerens forklaring.

»Det må jeg bare tro på, og hun kan sikkert også dokumentere det,« siger han.

Selv om miseren ifølge Ahrendtsen ikke får yderligere konsekvenser, slår sagen alligevel skår i samarbejdet mellem ministeren og støttepartiet.

»Jeg er skuffet over, at hun ikke har ringet og sagt, at hun havde gang i noget. Så havde vi undgået den her snak. Det er hun nødt til at gøre bedre,« siger han og tilføjer, at han havde et bedre samarbejde med forgængeren Bertel Haarder, som var god til at holde støttepartiet orienteret.

»På den måde kan man tage meget i opløbet. Det gør man, hvis man har tillid til hinanden.

Alex Ahrendtsen forstår dog godt, at en ny minister har meget at se til, men han betegner alligevel ministerens håndtering som 'lidt for dårligt.'

»Det er klart, at hvis hun havde planket det, så havde det været alvorligt. Det her er bare dårlig kommunikation, og så siger vi til hende, at det må hun gøre bedre næste gang.«

»Jeg tilgiver meget hurtigt. Det skal man også i politik. Vi må komme videre, men hun må gøre sig mere umage i den kommende tid.«