Skytten Anders Golding har droppet alle planer om at veksle sit OL-sølv til guld ved OL i Brasilien om fire år. Karrieren er forbi.

- Jeg har igennem de seneste mange år skudt over 30.000 duer om året. Det kræver det for at være på toppen. Men jeg skyder ikke mere. Der er helt ro på på den front, og jeg har virkelig haft brug for en pause, hvor jeg ikke længe skulle tænke på min skydning. De sidste fire år har der været fuld tryk på, det er slut nu.

- Jeg tør også godt sige, at jeg ikke satser på OL i Brasilien i 2016. Økonomisk er der ingen chancer for, at det kan hænge sammen, og jeg har ikke lyst til at ofre alle mine egne økonomiske midler én gang til. Jeg skal have bygget mig et hus i Danmark til mig og min familie, og det koster, så det kan kun komme på tale at fortsætte, hvis Team Danmark er i stand til at støtte med en solid sum penge, og det tvivler jeg ærlig talt på.

- Efter OL i London tog jeg til Norge, hvor jeg havde boet i mange år. Min kæreste kommer derfra, og min svigerfar har været min træner. Deroppe kunne jeg skyde, når det passede mig modsat Danmark, hvor perioden var begrænset. Men nu har jeg pakket lejligheden i Norge ned og fået lokket min kæreste med hjem til Danmark. Her er jeg begyndt i min fars firma som tømrer, hvor jeg senere skal have et større ansvar. Det passer mig fint, men mine prioriteter er dermed også ændret. Nu kommer familien i første række.

- Oplevelsen i London var fed, men det var nok mere begivenhedsrigt for mig i Beijing i 2008. Faktisk var det ikke så sjovt, men resultatet var jo godt. Min familie var med til medaljeoverrækkelsen, og det tæller dog i den positive ende. Men i London var jeg bare så fokuseret, og på den måde tog det noget for selve oplevelsen.

- Jeg blev kendt i Danmark på grund af den sølvmedalje, og ikke mindst fordi det var den første medalje til Danmark ved det OL. Jeg havde det fint med opmærksomheden, men mest fordi jeg så fik sat fokus på dansk skydning og vores sportsgren på verdenskortet. Vi er aldrig ret meget i medierne, så jeg tog gerne teten og agerede som ambassadør. Hvis min præstation kan være med til at få folk til at begynde at skyde, så vil jeg kun blive glad. Men tre dage senere var jeg selvfølgelig glemt igen, og personligt faldt jeg også hurtigt ned. Jeg vidste godt, at jeg havde lavet et stort resultat, det skulle jeg ikke bruge fire-fem dage til at indse.

- Min berøring med skydningen nu handler om at bygge et skydecenter i Jammerbugt kommune. Det skal danne rammen om EM i 2014. Det bliver Nordeuropas største skydecenter og mest miljøvenlige, og så bor jeg bare 10 minutter derfra, så det betyder en del for mig.