Danskerne skal kunne tilmelde sig som organdonorer på internettet, mener indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

For få danskere giver deres organer væk, når de ikke længere selv har brug for dem. Derfor lægger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) op til, at danskerne skal kunne tilmelde sig donorregistret via internettet. Idéen er, at borgerne skal kunne tilmelde sig via e-mail både med og uden en digital signatur.

I dag har ca. 220.000 danskere en såkaldt digital signatur, der sikrer, at fortrolige sundhedsoplysninger om den enkelte kan udveksles sikkert mellem lægelige instanser og den pågældende på nettet.

Men også borgere uden en digital underskrift skal kunne tilmelde sig donorregistret via nettet, mener ministeren. Han lægger derfor op til, at personer som tilmelder sig registret via nettet bagefter modtager en kvittering for tilmeldingen. Det sker for at undgå, at andre melder en person til registret uden dennes viden.

/ritzau/