En længere sygeperiode holdt 34-årige Flemming Framvig væk fra arbejdsmarkedet - nu er han godt på vej tilbage i kølvandet på sidste sommers sneglejagtforslag.

Der er næppe blevet færre dræbersnegle på den konto - men en enkelt kontanthjælpsmodtager er godt på vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er situationen knap et år efter, at Stig Elling, konservativ formand for arbejdsmarkedsudvalget på Frederiksberg, sidste sommer foreslog at sætte kontanthjælpsmodtagere i krig mod dræbersneglenes massive indtog i offentlige parker.

Det kontroversielle forslag førte imidlertid kun til, at en enkelt kontanthjælpsmodtager fra Frederiksberg Kommune i foråret kom i aktivering hos gartnerne i Frederiksberg Have og den nærliggende Søndermarken. Det var den 34-årige Flemming Framvig, der efter en længere sygeperiode med tuberkulose og blodprop i benene, kom i aktivering hos HedeDanmark, der vedligeholder haverne for Slots- og Ejendomsstyrelsen.

- Og det har jeg absolut været glad for. Dræbersneglene har jeg officielt ikke mødt en eneste af - det er i hvert fald ikke det, vi bruger vores tid på, siger Flemming Framvig, der nu er ansat med løntilskud et halvt år med henblik på fastansættelse.

/ritzau/