Hardi International på Falster må igen ud med sparekniven. Denne gang fyres 86 medarbejdere.

Mindre end en måned efter at Hardi International indledte en stor fyringsrunde på fabrikken i Nørre Alslev, skal man nu i gang igen. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Sidst blev facit 74 fyringer. Denne gang bliver der ifølge ledelsen tale om at reducere med yderligere 86 medarbejdere i produktionen i Nørre Alslev. Afskedigelserne skal ske gradvist hen over de kommende måneder.

- Vi er ramt af annulleringer af ordrer fra især Østeuropa og senest af svigtende ordretilgang generelt i forhold til det, vi havde ventet. Det betyder lavere aktivitet, og de beklagelige nedskæringer er nødvendige for at tilpasse Hardi, sådan at vi kan blive ved med at være en sund virksomhed, der kan stå stærkt, når tiderne igen vender, lyder det fra fabrikschef Preben Kristensen, Hardi International.

/ritzau/