De Samvirkende Købmænd forventer klar opbakning fra miljøministeren i deres kamp mod en forvokset Føtex i Ribe, som amtet er ved at lovliggøre.

De Samvirkende Købmænd (DSK) forventer et klokkeklart veto fra miljøminister Connie Hedegaard (K) mod en ny Føtex i Ribe, der er bygget 700 kvadratmeter for stor i forhold til lovens krav.

Et flertal i Ribe Amts teknik og miljøudvalg vedtog tirsdag at lovliggøre butikken. Naturklagenævnet har ellers sagt, at butikken ikke må overstige de almindelige 3000 kvadratmeter, selvom der er særskilte kasser ved bager og kiosk.

Ribe Kommune mener, butikken er i orden, fordi den sikrer varieret vareudbud i et tyndt befolket område og vil mindske trafikken til andre indkøbscentre i Esbjerg og Kolding.

- Det er den tyndeste kop te, jeg nogensinde har set. Det har intet som helst at gøre med de særlige planlægningsmæssige begrundelser, som loven kræver, hvis der skal dispenseres for grænsen på 3000 kvadratmeter, siger direktør John Wagner fra De Samvirkende Købmænd (DSK) til Ritzau.

DSK vil klage til Naturklagenævnet. Men derudover forventer Wagner et veto fra miljøministeren.

/ritzau/