Presset stiger på IT Factorys bestyrelses-formand, Asger Jensby.

- Jeg kunne ikke tage en anonym henvendelse seriøs. Havde personen henvendt sig direkte til mig eller min advokat med navns nævnelse, så jeg kunne have kontaktet ham.

Sådan har Asger Jensby hidtil forklaret den henvendelse, hvor han i 2007 blev gjort opmærksom på, at der var noget rivende galt med konstruktionen i IT Factory.

Men nu viser det sig, at Jensby godt kendte identiteten på afsenderen af mailen.

Over for Børsen indrømmede Asger Jensby i begyndelsen af 2007, at han godt vidste, hvem mailen kom fra.

- Jeg ved, hvem det er. Det er nogle meget gamle IT Factory-aktionærer fra 2M tiden, som også var ansat, men som ikke er det mere, og som ikke har været aktionærer, mens selskabet har været i vores regi, sagde Asger Jensby i 2007 til Børsen.

Jensby mente, at det var nogle mennesker, der havde ondt et vist sted over, at IT Factory havde succes.

Skat har også rettet søgelys mod Asger Jensby. I går kom det frem, at Skat mistænker Asger Jensby for groft skattesvig.

Angiveligt har Asger Jensby sendt regninger til JMI Invest, og på den måde fået udbetalt store pengebeløb til sig selv - men uden at betale skat.

I følge Jyllands-Posten får Asger Jensby sin løn for direktørposten i IT Factory og formandsposten i IT Factory på De Britiske Jomfruøer.

Jensby afviser, at han forsøger at slippe for at betale skat ved at få lønnen udbetalt via De Britiske Jomfruøer.

- I stedet for løn får jeg udbetalt konsulenthonorar på 100.000 kr. om måneden. Jeg sender en faktura på beløbet en gang om året og får overført. 1.200.000 kr. til mit selskab, siger han til Jyllands-Posten.

Han påpeger dog, at han betaler selskabsskat på 25 pct., hvis der er overskud i selskabet.