Den bebudede fusion mellem de to bladhuse Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten er rykket et skridt nærmere, efter at de to fonde, der ejer bladhusene, har principgodkendt en sammenlægning.

Nu er det op til de respektive generalforsamlinger endelig at tage stilling til fusionen til et fælles aktieselskab, der udgiver henholdsvis Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

I en fælles pressemeddelelse i dag siger formændene for de to fonde, Erik Hoffmeyer fra Politiken-fonden og Asger Nørgaard Larsen fra Jyllands-Postens Fond, at de seneste måneders udredninger og afsluttende forhandlinger op til godkendelsen har vist, at de to virksomheder passer godt sammen.

De understreger, at det er et grundlæggende træk i fusionen, at de tre aviser hver især vil bevare deres redaktionelle uafhængighed og holdningsmæssige egenart.

/ritzau/