Hver morgen klokken otte bliver tropperne pisket sammen i George W. Bushs Ovale Kontor i Det Hvide Hus. Præsidenten, forsvarsminister Rumsfeld, udenrigsminister Powell og vicepræsident Dick Cheney sidder alle klar til dagens første strategimøde. Og kvinden med pisken hedder Condoleezza Rice.

Bushs 46-årige nationale sikkerhedsrådgiver. Ifølge sine venner er Rice besat af orden. Hendes præcise noter har siden terrorangrebet på Manhattan og Washington D.C. været grundlaget for præsidentens taler.

Og ifølge George W. Bush selv er afgangseleven fra et af USAs fineste universiteter, Princeton, også ansvarlig for at have koordineret de mange forskellige meninger i det såkaldte »krigsråd«. Den lille ledergruppe, der endeligt bestemmer, hvornår »krigen mod terrorisme« begynder.

Fra krisens start fokuserede Colin Powell og hans stab på det hurtige gengældelsesangreb, der skulle rettes specifikt imod folkene bag den aktuelle terror.

Forsvarsminister Donald Rumsfeld argumenterede for at gøre aktionen bredere, så den også ville inkludere de såkaldte sponsorer af terrorisme som for eksempel Irak. Og vicepræsident Cheney gik klart ind for at undersøge tingene til bunds, før nogen som helst afgørende beslutninger blev taget.

Det virvar af meninger kunne selvfølgelig have medført en endeløs række af resultatløse diskussioner. Men her skar fru Rice igennem. Og i dag er alle enige om strategien, der selvfølgelig kun til dels er offentliggjort.

Takket være Rices intense rådgivning sagde Bush bl.a. i sin vigtige tale onsdag, at angrebene kun ville inkludere nationer, som »fortsat« støttede terrorisme.

Og ifølge kilder er det også Rices fortjeneste, at Colin Powell og Donald Rumsfeld, der i regeringens første syv-otte måneder nærmest var usynlige, nu er trådt frem i allerforreste række.

Allerede under valgkampagnen før novembervalget sidste år var Condoleezza Rice med til at tegne det billede af George W. Bush, der endeligt ledte til sejr.

Under Bush-faderens tid i Det Hvide Hus fungerede Rice som Sovjet- og Østeuropa-ekspert. Til den daværende præsident Mikhail Gorbatjov præsenterede Bush senior Rice som »kvinden, der har lært mig alt om Sovjetunionen«. Og i dag beskriver mange Rice som »hjernen bag præsident Bushs gerninger«.

Men selv om Rice har meget at skulle have sagt, så er hun selvfølgelig ikke alene om at bestemme i den komplicerede krigsstrategi. Selv før angrebet 11. september havde koldkrigs- og Vietnam-veteranen Donald Rumsfeld introduceret ideen om et militær, der skulle være forberedt på en »asymmetrisk trussel« - hvor den ikke kommer fra en specifik nation.

Colin Powell og Dick Cheney, der begge har høstet erfaring i Golf- og Vietnamkrigen, har en uhørt praktisk viden om krigsførelse. Og sammen med præsidenten, der fra alle sider nu har fået et lynkursus i den mest komplicerede form for international krise, udgør krigsrådet det, som Condoleezza Rice kalder en kompetent, kampklar men også intelligent enhed.