JMI kæmper for sin overlevelse med en tilsyneladende passiv bestyrelsesformand, der skal have Jensbys godkendelse til at udtale sig. Ledelsesekspert undrer sig.

Asger Jensby kæmper med næb og klør for at redde JMI Invests videre eksistens efter skandalen i IT Factory. Det sker tilsyneladende uden deltagelse af selskabets bestyrelsesformand Birgitte Nielsen, som er tidligere økonomidirektør i industrikoncernen FLSmidth.

Over for Ritzau bekræfter Birgitte Nielsen, at det er Jensby og direktør Lars Hylling Axelsson, der taler med pengeinstitutterne for at sikre JMI Invests overlevelse.

- Det skyldes, at de har den daglige kontakt med bankerne, så det er dem, der er bedst til det, siger hun. Birgitte Nielsen kan ikke huske præcist, hvornår der sidst var bestyrelsesmøde, men fortæller, at der ikke har været bestyrelsesmøde på denne siden af sommerferien.

Da hun bliver spurgt om, hvorfor de ikke har holdt møde siden skandalen i IT Factory afbryder hun interviewet og henviser til Jensbys kommunikationsrådgiver Erik Ove.

At JMI's bestyrelsesformand ikke er indblandet dybere redningskampen undrer lektor og ekspert i ledelse Caspar Rose.

- En af de vigtigste opgaver for en bestyrelsesformand er at være med til at få selskabet på ret køl igen. Her er der jo ikke tale om et almindeligt lån, men så at sige en forhandling om selskabets overlevelse, siger Caspar Rose fra Handelshøjskolen i København, CBS.

/ritzau/