Internet-udbyderen Cybercity udfordrer markedet ved at afskaffe seks måneders binding af kunderne i forbindelse med bredbåndsprodukter som ADSL.

Internet-udbyderen Cybercity udfordrer nu bredbåndsmarkedet ved at afskaffe den seks måneders bindingsperiode, som binder privatkunder i forbindelse med bredbåndsprodukter som ADSL. Ved på den måde at forbedre kundernes vilkår vil man øge konkurrencen på markedet.

- Uden bindingsperioder kan bredbåndskunderne i sagens natur lettere skifte teleselskab, hvis de er utilfredse med den service de får eller hvis de får et bedre tilbud fra et andet selskab. Det stiller selvfølgelig store krav til os selv som selskab, både hvad angår hele tiden at blive bedre i vores servicering af kunderne og i vores arbejde med at tilbyde mere attraktive produkter. De krav er dog rimelige, og de er med til at gøre os endnu bedre, siger Henrik Skov, markedsdirektør i Cybercity.

Når bindingsperioden forsvinder, giver det ifølge Cybercity større gennemsigtighed på telemarkedet.

/ritzau/