Dating-tjeneste oplever et boom af modne singler, der foretrækker nettet frem at gå på bar, når de søger den eneste ene

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ikke længere kun de helt unge, der forventningsfuldt taster hårfarve, vægt og interesser ind i en profil på internettet i håb om at finde en kæreste. For rigtig mange 40-50-årige er nettet nu også blevet en populær måde at lede efter den eneste ene - eller måske den anden eneste ene.

I dag har den mere modne generation faktisk større forhåbninger til kærlighed på computer end de 15-19-årige, viser en undersøgelse fortaget af Wilke Markedsanalyse. Her kunne mere end 31 procent af de 40-49-årige finde på at lede efter en kæreste på nettet, hvor kun knap 12 procent af de 15-19-årige ville gå den elektroniske vej for at finde en fast partner.

Leder målrettet
Hos Danmarks største dating tjeneste, Dating.dk, har man især i løbet af det sidste halve år oplevet et boom af mere modne brugere, som foretrækker at lede målrettet efter en partner på nettet i stedet for at stille sig ned i en bar lørdag aften.

»Vi har fået rigtig mange mellem 40 og 55 år, og det er nok i virkeligheden også for de lidt ældre brugere, at nettet er allermest anvendeligt.

Går man i gymnasiet og ens kæreste går fra én, så går man bare videre til den næste gymnasiefest. Det er klart, at når man bliver ældre, gider man sjældent gå ned på det nærmeste diskotek.

Men livet går jo ikke i stå, fordi man bliver single som 50-årig. Der er jo mange omkring én, som også er det,« siger marketingschef for Dating.dk, Morten Wagner, som oplevede, at kæreste-søgningen på nettet i starten var noget, som ofte skræmte folk i 40-50-års alderen.

»Der var nok mange, der sagde: »Det er slet ikke noget for mig.« Men i dag er folk blevet meget mere fortrolige med internettet og tør også bruge det til den slags.

Hvis man leder efter en kæreste, kan man selvfølgelig også melde sig ind i en forening eller begynde at gå til dans eller sådan noget, men hvis man gerne vil gå den lige vej, er nettet jo meget direkte « siger Morten Wagner, der kan se en tydelig forskel på, hvordan de forskellige generationer søger efter kærester på nettet.

Usynlige værdier
Hvor de unge lægger meget vægt på udseendet, søger de ældre mere efter de mere usynlige værdier.

Der er ingen tvivl om, at mange i den ældre generation bruger nettet til at finde frem til partnere, der har samme interesser og livssyn som deselv.

Det oplever man også hos dating-portalen Singlerover40.dk, hvor brugerne er mellem 40 og 70 år.

»Det er ikke alle, som kommer på, fordi de vil have en kæreste. Nogle vil bare gerne møde andre mennesker, som har samme interesser som dem selv. Det kan jo være, man elsker jazz, men ikke har nogen at gå ud og høre det med,« siger Kimi Frost, direktør i Singlerover40.dk, som foruden profilerne også arrangere events, blind dinner-dates og matchmaking.

Portalen har været i gang siden marts, og i dag er der omkring 1000 brugere på portalen. Det er især kvinderne, som er hurtige til at melde sig til.

For meget tøsefnidder
»Mange kvinder i den alder oplever, at det kan være svært at gå ud og lede efter en mand. De bryder sig ikke om at gå ud på en bar alene, og hvis de er sammen med en veninde, kan der hurtigt gå lidt for meget tøsefnidder i det. Når de dater på nettet, får de også lidt mere sikkerhed, fordi de får flere indformationer om mændene, inden de møder dem,« mener Kimi Frost.

sch@bt.dk