For første gang i 17 år skal jeg til Roskilde Festival. Sidste gang, jeg var derude var min søn en lille krudtugle på et år.
Nu er han 18, og stadig en dejlig dreng, selvom han er vokset mig over hovedet. Mens du læser dette, befinder han sig formentlig et eller andet sted i en teltlejr i Roskilde. 2012 er hans første rigtige Roskilde Festival. Indtil 1995 var jeg på sytten Roskilde Festivaler i træk. Den første i 1979.
Dengang i det forrige årtusinde foregik al kommunikation ud af Roskilde fra tre telefonbokse ved hovedindgangen. I dag har jeg selvfølgelig allerede fået de første sms’er fra sønnike, og ved nu, at øl og musik er en cool blanding . What else is new?
Idéen om at vende tilbage til Smatten fødtes vel i nogenlunde samme sekund, jeg hørte, at det var lykkedes festivalen at hyre Bruce Springsteen.
I 17 år var det orange teltmonstrum et ’state of mind’, et åndeligt omdrejningspunkt i mit liv. Bruce - rock’n’rolls samvittighed og sjæl i den orange katedral. Oven i købet i ’kirketiden’ lørdag aften kl. 21. Roskilde, here I come.
Redaktionschefen kunne se idéen. Han havde oven i købet en, syntes han, oplagt vinkel:
- Sidste gang, du var der i 1995 var The Cure et af hovednavnene, nu er både du og The Cure tilbage. Det er sgu da meget sjovt. Så du dem sidste gang Svaret var ja. Sig det ikke til ham, hvis du ser ham, men jeg husker intet fra The Cures koncert i 1995. Det kan der være flere forklaringer på. Den mest sandsynlige er nok, at jeg ikke så dem.
Jeg aldrig har været den store fan af The Cure. Jeg har stor respekt for det til enhver tid eksisterende behov for at dulme sin teenageangstagtige weltschmertz i melankolsk livstræthed. Har jo været der selv. Det behov udfyldte The Cure for nogle en periode i 80erne. Men et band, der synger om at være forelsket på en fredag, og får det til at lyde som en blanding af en dødsannonce og en recept på en kur mod fodsvamp. Det er ikke lige mig.
Chefen kunne godt tænke sig sådan en lidt grumpy old man, der vender tilbage. Nu er jeg lutter god karma og smittende mentalt overskud i hverdagen, men jeg kunne da godt lade som om.
Da beslutningen om Roskilde endelig var truffet, kom jeg selvfølgelig i tvivl. Redaktionschefen ville have en daglig klumme. Eller blog, som de unge kalder det. Jeg havde egentlig bare forestillet mig, at jeg skulle skrive lidt om Bruce.
Og så er der vejret. Det regner, som bekendt, altid i Roskilde. Men så sendte en af de yngre kolleger en opmuntrende sms fyldt med alle mulige forkortelser som WTF, lol, B4N, JK og Knuz. Går ud fra, at det er navne på nye, enormt spændende bands, der spiller i Roskilde?
Programmet 2012 består for 90 pct. vedkommende af navne, jeg aldrig har hørt om, og heller ikke har planer om at lære at kende. Jeg har hørt rygter om, at der er kommet en tsunami af nye scener til, siden jeg sluttede 1995 af med at se Neneh Cherry. Den fjerneste scene skulle ligge så langt væk fra Roskilde Festivalen downtown, at man med fordel kan tage toget til Holbæk undervejs. Det er vel for fanden ikke meningen, at Roskilde skal være et motionsløb? Dem er der rigelig af i forvejen. Rigelig.
Efter sigende må man ikke længere tage sine egen Bjørnebryg fra Fakta på med ind på festivalpladsen. Det ville så i øvrigt nok være en Barolo i dag.
For et par dage siden kiggede jeg på programmet for festivalen i 1995. Det kunne sådan set godt have lokket mig derud igen.
R.E.M. gav en okay koncerter, trods lydproblemer. Min ven Didriksen og jeg genkendte to af Bob Dylans numre. Det ene fordi han var så venlig at præsentere det først. Van Halen, Counting Crowes og Jason And The Scorcher trykkede den amok af, som man sagde dengang. Blur og Oasis sloges om at at være dette års største rocksensationer. Min kollega var ved at blive fyret for at skrive, at Helena C havde kysset en af Gallagher-brødrene efter koncerten.
Hvorfor stoppe? Måske var den berømte Roskilde-drøm blevet en af den type drømme, hvor man løber og løber uden at komme nogen vegne. Måske ville jeg hellere bruge tid og penge på ferier med familien.
I øvrigt var Roskilde Festivalen med et vaskeægte 90er ord i færd med at udvikle sig til en 'event' - med sponsorer, MTV, telte forbeholdt VIP’s, stande med alskens musikorganisationer, firmaer, alle de der bruger rockmusikken, som de bruger deres solbriller. Stil og attitude.
Roskilde var i færd med at miste sin dyd og havde spredt benene for det marketings 90erne. How rock'n'roll is that? Sådan tænkte jeg dengang.
I dag har jeg heldigvis glemt, at Springsteen var en af de første til at alliere sig med de kommercielle slipsedrenge i 80erne. Nærmere bestemt Levi's og Budweiser.
Måske gemmer der sig en positiv overraskelse derude. Og ellers er der jo Bruce. Alle ved, at det altid regner på Roskilde Festivalen. Kom så med det Bruce-bad.
