Det var dagen før Willie Nelson fyldte 75 år - det fejrede en glad og veloplagt legende i forholdsvis fin stil i Tivolis Koncertsal. Men den trommeslager altså...
Sidst jeg oplevede den gamle country outlaw Willie Nelson live på Roskilde Festival for otte år siden, var koncerten et udtalt bevis på sandhedsværdien i det gamle mundheld om, at lige børn leger bedst. I hvert fald var bandmedlemmerne tilsyneladende så høje, vinde og skæve den dag, at kun de sjældne øjeblikke, hvor musikerne tilfældigvis ramte planeten Jorden på samme tid, var til at holde ud og høre på.Den slags skrækhistorier findes der masser af om én af countrymusikkens sidste levende legender, som har ry for notorisk ustabile liveoptrædender, men tirsdagens koncert i København hørte heldigvis til i den bedre ende.
Og det gjorde den, fra det øjeblik Texas’ flag foldede sig ud som bagtæppe, og den store, lille mand med det meget lange hår inviterede os på en tur nedad 'Whiskey River', mens den lune vind fra hjemstatens prærie kærtegnede det begejstrede publikums kinder. Kærtegnene medførte kort efter taknemmelig rødmen på samme kinder, da Nelson allerede få numre inde i sættet diverterede med den 47 år gamle 'Crazy' – et nummer Patsy Cline gjorde til en klassiker, som rangerer helt deroppe, hvor betegnelsen 'klassiker' egentlig er aldeles utilstrækkelig.
Som nævnt var publikum overvejende begejstrede, om end flere hardcore Nelson fans faktisk forlod salen i protest over 'det dér forbandede skrammel', som én af dem udtrykte det. Men størstedelen var begejstrede - vist ikke mindst for blot at få lov at være i selskab med én af populærmusikkens allerstørste. Eller også var de bare imponerede over, at en mand dagen før sin 75 års fødselsdag valgte at spille i København, hvor de fleste andre nok var blevet hjemme i Texas for at forberede den ultimative hillbilly-fest fra Helvede.
Skylden for det 'skrammel', der var at høre ved en ellers charmerende, legesyg og letløbende koncert med den ene store sang efter den anden, må Willie Nelsons talentforladte trommeslager tage. Hvis den mand skulle holde takten for en invasions-hærs march frem mod målet, ville de alle sammen være skvattet over deres egne ben, inden de nåede grænsen til det land, de måtte have tænkt sig at invadere.
Men hva’ fa’en; vi fik 'Georgia On My Mind', vi fik 'On The Road Again' og så kom dén sang. Willies hudløst håbefulde, sønderknusende smukke udgave af 'Always On My Mind'. Selv om trommeslageren også hér 'bidrog' med en forkrampet og komplet malplaceret marchrytme.
Så lad nu den trommeslager ligge - please! - og lad mig konstatere, at aftenens seance, små skæverter til trods, med ét af branchens mest sympatiske mennesker i front sagtens lader sig rubricere under 'dejlige aftener' i koncert-kartoteket.
