Live er Seasick Steves skramlede énstrengs-blues en oplevelse ud over det sædvanlige, men på plade fremstår den både ligegyldig og gumpetung.
Mississippi-landmanden Seasick Steve tog i dén grad røven på alle, da han i fjor fyldte Roskildes Pavilion-scene til randen med festglade festivalgængere i alle aldre.
Bag et mindre arsenal af hjemmelavede strengeinstrumenter viste den underholdende Steve Wold, som han er døbt, os rundt i en bonderøvs univers med sangtekster om traktorer, hunde og spiritus. Det var underholdende, og det passede perfekt ind i programmet.
Og to måneder efter Roskilde udsendte lurendrejeren sin tredje plade, som allerede nu følges op af nummer fire.
Man from Another Time’ er titlen, og desværre må man konkludere (dog uden at have hørt nogen af de tidligere udspil), at de tynde bluessange ikke tåler vejen fra scene til plade.
Ikke meget at komme efter
Setuppet er ellers det samme som på Roskilde – Seasick Steve på diverse strengeinstrumenter, Dan Magnusson på trommer og sangtekster om traktorer og banjoer, men mest af alt om bare at gå eller køre rundt i byen uden at foretage sig noget. "Bare fordi jeg kan", som søsyg synger.
Det er som sådan udmærket (dog også banalt), og hvis ikke produktion og musik havde været så træg, uinspireret og hamrende forudsigelig, så havde det såmænd nok været til at leve med.
Men det er det ikke. For når de søsyge anekdoter mellem sangene mangler, og når man ikke får levende billeder med af den langskæggede bondemand i John Deere-kasket og overalls, så er der altså ikke meget at komme efter.
Manglende overbevisning
Det starter nu ellers rigtig lovende med hyldesten ’Diddley Bo’ til en af bluesrockens fædre (gæt selv hvem), der desværre stillede træskoene sidste år – efterfølgende ’Big Green and Yeller’ er superb sumpblues a la Buddy Guy, og ’Happy (To Have a Job)’ er akustisk slide-lir af bedste skuffe.
Men hér fra lyder det desværre som om, hr. gråskæg ikke har mere at sige. Resten af pladen er gentagelse på gentagelse, der mest af alt udstiller Steves spinkle stemme, som især savner den fornødne overbevisning.
Med andre ord ligner Seasick én, der har haft the blues, men han lyder ikke sådan på ’Man from Another Time’, og klichéfortolkningen af Hank Williams’ ’I’m So Lonesome I Could Cry’, der ligger som skjult skæring, efterlader ikke denne lytter med mere end to stjerner i næven.
Sæt gerne Steve på en stol på Mojo, men hold ham væk fra pladestudierne.
