Alphabeat baner vejen til toppen af poppen.
Hvis der er nogen rimelighed til, så vil 'The Spell' gøre for Alphabeat, hvad 'Barbie Girl' og 'Aquarium' gjorde for Aqua - Vi taler om pop-verdensherredømme.Fra begyndelsen bliver samtlige siddepladser nemlig fjernet for at gøre plads til et større dansegulv. Og titelsangen skruer forventningerne helt derop, hvor kun ABBA, Erasure og Ace Of Base før har kunnet være med.
Desværre står festen lidt stille på den efterfølgende 'DJ', hvor de danske popstjerner i ren og skær begejstring over startsangens perfektion, næsten gentager dennes både hastighed, groove og melodi.
Næsten perfekte slagere
Heldigvis rykker de seks silkeborgensere poplykkeligt videre på de næsten perfekte slagere 'Hole In My Heart' og 'The Beat Is'. Og toppen bliver efter min mening nået på balladen 'Chess', hvor alle nuancerne i Stine Bremsens frække og udtryksfulde stemme funkler som en diskokugle badet i stroboskop-lys. Men her slutter festen bestemt ikke.
Og før man sidder tilbage med sved på panden og tungen hængende ud af halsen bliver vi også banket igennem af de potentielle svinehit 'Q and A' og 'Heart Failure'.
Det er fra start til slut Stines funklende stemme og det fantastiske nye groove, der virkelig imponerer.
Som en soloplade
Og her dukker spørgsmålet så op: Hvor faen er resten af Alphabeat?
Der skal nemlig et usædvanligt skarpt øre til for at finde Anders B’s guitar i det imponerende hav af keyboards. Anders Reinholds bas lyder usædvanligt synth-agtigt på de fleste sange. Og sammenlignet med Stines festfyrværkeri af en frontvokal, ligger medvokalist Anders SG’s sang usædvanligt anonymt i lydbilledet.
På mange måder lyder 'The Spell' således som en fremragende soloplade fra Stine Bremsen. Og hvis jeg var drengene i bandet, ville jeg nok kigge mig en ekstra gang over skulderen og passe rigtig godt på ryggen.
Pop, 'The Spell', Alphabeat
