OPDATERET KLOKKEN 18:09: Københavns Vestegns Politi oplyser, at Holbækmotorvejen igen er åben, og der kan køres i alle spor.

Rute 21 på Holbækmotorvejen er i øjeblikket spærret i forbindelse med omlastningen af en hest fra en trailer til en dyretransport.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Man blev nødsaget til at spærre vejen, efter en hest først væltede i en hestetrailer og siden måtte ud på kørebanen, hvor man frygtede, den kunne løbe løbsk.

»Hesten er væltet inde i traileren, og det bliver føreren opmærksom på og vælger at standse. Man skal herefter håndtere hesten, som er kommet i klemme i traileren, og man får den ud, men den har fået et traume, og så er der ikke gulerødder nok til at få den ind igen, og det er den problematik, vi står med nu,« siger vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at man i øjeblikket venter på en dyretransport, der skal hente hesten. I mellemtiden er en dyrlæge kommet frem, som har givet hesten en beroligende sprøjte.

Politiet har åbnet et enkelt spor, så trafikken langsomt kan glide forbi.

»Nu har den fået en sprøjte, så nu afventer vi at få bilerne forbi, så dyretransporten kan komme frem,« siger Brian Holm.

Vejdirektoratet oplyser, at der i øjeblikket er omkring halvanden kilometer kø på stedet.

Opdateres...