Politimanden døde onsdag eftermiddag på Rigshospitalet med sine pårørende omkring sig.

København. Den 43-årige politimand, der tirsdag morgen blev skudt i hovedet i Albertslund, er død.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politimanden blev ramt i hovedet af et enkelt skud, da han tirsdag morgen mødte på arbejde.

Tirsdag formiddag lød lægernes vurdering, at han var uden for livsfare, men i løbet af dagen tilstødte der komplikationer, og tirsdag aften oplyste politiet, at hans tilstand var forværret.

Det viste sig, at hans liv ikke stod til at redde og onsdag eftermiddag klokken 14.18 afgik han ved døden på Rigshospitalet med sine pårørende omkring sig.

- Det er med den største sorg, at jeg må meddele dette. Mine tanker går til de pårørende og politimandens mange kolleger, som det sidste døgn har udvist stor professionalisme i denne svære og mørke stund, udtaler politidirektør Kim Christiansen fra Københavns Vestegns Politi.

Politimanden, der arbejdede som hundefører, blev ved 08.15-tiden skudt ned ved politistationen Albertslund.

Nedskydningen blev set af nogle af den 43-åriges kolleger. De har forklaret, at han står et par meter bag sin hundevogn, da en person kommer løbende og på en meters afstand skyder ham i hovedet.

Tre kvarter senere bliver en 26-årig mand anholdt i Taastrup et par kilometer væk.

Onsdag morgen blev den anholdte fremstillet i grundlovsforhør. Her kom det frem, at han over for sin mor, som han bor hos, flere gange har talt om at skyde en politimand.

Grundlovsforhøret endte med, at den 26-årige blev varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg - en sigtelse, der nu formentlig ændres til drab.

Det er uhyre sjældent, at politifolk bliver dræbt i Danmark.

Sidst, det skete, var i 1995, da motorcykelbetjenten Morten Mortensen blev dræbt af en fransk bande i forbindelse med et bankrøveri i Højbjerg ved Aarhus.

Fem år senere blev de fem franske gangstere dømt for røveriet. Eric Boucher, der affyrede det dræbende skud mod den danske politimand, fik en dom på 25 års fængsel.

/ritzau/