En 39-årig mand blev natten til torsdag udsat for et drabsforsøg i sit hjem i Horsens, da en anden mand stak ham i halsen med en kniv.

Det skriver Horsens Folkeblad.

»Vi er stadig ved at undersøge, hvad der præcist er sket derude, men det ligger fast, at gerningsmanden opsøger offeret på adressen. Det kommer til tumult mellem dem, og undervejs trækker han en kniv, som offeret bliver enten stukket eller snittet med i halsen, så han får et to cm dybt og bredt sår,« siger politikommissær Morten Marnow til Horsens Folkeblad.

Trods sine skader var offeret selv i stand til at gå ned til ambulancen, efter han havde henvendt sig hos naboen, hvorfra han ringede til alarmcentralen. Til politiet har han forklaret, hvem gerningsmanden er, og der er således tale om en 'identificeret gerningsmand', fordi man kender mandens identitet.

Nu mangler politiet blot at finde ham, ligesom de også leder efter kniven, der blev anvendt.

Politiet kan ifølge Horsens Folkeblad ikke oplyse, hvad relationen mellem de to er.

Klokken 11.24 oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, at en 44-årig mand er anholdt for drabsforsøg på den 39-årige mand.

»Den 44-årige mand er mistænkt for at have forsøgt at dræbe den 39-årige mand med et knivstik i halsen,’ fortæller fg. politikommissær Morten Marnow fra Sydøstjyllands Politi: ’Hændelsen fandt sted klokken 2.25 i mindegade i Horsens i nat, og omkring kl. 10.00 i dag anholdt vi så den 44-årige uden dramatik på en anden adresse i Horsens’,« skriver de.

Den formodede gerningsmand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved fredag ved Retten i Horsens.